369 / 657
357
sider enig om, a t den fortjænte en mere end almindelig
tak. F r, Barfod og jeg stod da fræm i manges navn
og bragte ham denne tak, og Barfod har herom udgivet
et lille mindeskrift.
Året efter tråd te flere yngre mænd sammen efter
Barfods tilskyndelse. Vi var politisk forskellige, og der
fandtes dem iblandt os, som hørte til de liberale, men i
F rederik den sjættes tid , inden skattebevillingsspørgs
målet blev re js t, stod dette ikke i forgrunden. Vort
fælles øjemed var, at vække og fræmme folkelivet, op-
mande det både nordisk og kristeligt: altså et arbejde,
et personligt arbejde i viljeslivets tjæneste. Om dette
viljesliv er der i vore dage ta lt så meget; vi handlede i
kraft af en følelse for det, der, for mit vedkommende,
tiltrode det for meget. Midlerne, vi vilde bruge, var
„det levende o rd“, fri foredrag, samtale, sang. Jeg var
med, dr. Kierkegaard, Fr. Barfod ligeså og O. Lehmann,
de p a r andres navne husker jeg ikke, måske den ene
var Hall. „Den ebræiske Muller“ levede ikke længer i
København, men Grundtvig havde vi sikret os, han var
vor med hele sin sjæl.
Det ledte i ■ april 1839 til
d a n s k e s a m f u n d s stiftelse. De nøjere omstændig
heder stå ikke k lart for mig, jeg havde så meget andet
at varetage og kom netop i de dage bort fra København.
E t sådant samfund i folkeligt øjemed var noget hid
til uset, og det liberalé parti studsede. Man brugte
fremmede ord, det nationale," det populære, men begrebet
„folkelighed“ , som omslutter et folks højder og lavder,
alle, i hvem folkets ånd rører sig, kændtes endnu ikke.
Af f o r e d r a g e n e mindes jeg mit eget .„om Nordens
verdenshistoriske betydning“ og et par af Grundtvig og
K ierkegaard; alle disse tiltalede de tilstedeværende,
Orla L e h m a n n med, hvem jeg her læ rte 'a t kænde, de
findes trykte i „Brage og Idun“.
Grundtvig udviklede nu den ejendommeligt fængs
lende måde, hvorpå han ofte siden har tråd t op. Han