366 / 657
354
Det var en glædelig fam iljetildragelse, det satte liv
i faders hus, hvor luften nu var ren set og en ny d a tte r
in tet havde a t frygte. Jeg tro r nok, min brodér hemme
ligt takkede mig for hvad der var sket. Ude på Blå
gård kom de tit, så længe de var i København, og Julie
og Anna Mathea sluttede et venskab, der h a r stået sin
prøve. Mellem min broder og mig var ungdommens
spændinger, disse børnesygdomme, lykkeligt overståede,
de lå i forholdene og på overfladen, ikke i dybden.
Nu forstod vi hinanden, vore ønsker, til dels også for
mål var fælles, så vi på flere punk ter kunde virke sam
men. Således h a r vi h aft det i en lang række år og
levet mangen god dag med hinanden. Også i det ud
vortes ha r lykken på en mærkelig måde været skiftet
lige imellem os; begge blev vi skribenter, doktorer, pro
fessorer, ridd e re , så folk tit løb sur i os. Den gang
m åtte vi dog først foreløbigt skilles, da min broders
rejse kun var halft færdig. Indien var vel opgivet, men
til Grækenland m åtte h an , det var ham af for stor
vigtighed for hans mytologiske studium.
De gode å r, jeg levede på B lågård, blev for Dan
m ark og Norden i det hele en g r y e n d e t i d ; den
gamle folkeånd og den gamle kristendom , en dybere
opfattelse af livet var i færd med a t vågne. I mange
måder var det lyst a t leve for den, der tænkte som jeg :
kamp alle vegne med død og dorskhed. I én retning,
den kirkelige, havde hovedslaget alt stået.
Det rørte sig i studenterverdenen, fra Danmark og
Sverige mødtes den frejdige ungdom; de mærkede først,
a t N o r d e n s folk hørte sammen, og mangen ældre
glædede sig med dem, snart skulde også Nordens
naturgranskere mødes. Nu lakkede det da mod en
den med det æstetiserende liv i studenterforeningen,
og i modsætning hertil dannede man under Plougs
ledelse et academ icum , hvori jeg med tråd te ind.
Den s ø n d e r j y d s k e bonde krævede endelig sin ret,