371 / 657
359
sig, noget af det, der 1848 kom i sin fylde. Alle mine
livsrødder hang sammen med Norden, og nu fyldte en
sto r nordisk tanke mig, det var ligesom folkeånden
åbenbarede sig. Håbefuldt som nu, da jeg følte en
åndens magt i mig og over mig, havde livet dog ikke
stå e t for mig i mange tider.
Jeg m åtte skaffe mig luft, aflægge et vidnesbyrd om,
hvad jeg oplevede, og så skrev jeg bogen. Men at jeg skrev
den, blev indtil videre min hemmelighed. En dag, da jeg
var bos Hall — ban var nu gift med Marie Brøndsted,
et søskendebarn både til Anna Mathea og den unge fru
Thalbitzer — , fortalte han mig som nyhed, at næste
Hæfte af „Brage og Idun“ vilde blive optaget af et
eneste sto rt skandinavisk stykke;, „og det skal være
godt,“ føjede ban til.
Jeg lod som ingen ting, på
samme måde bar jeg mig ad over for Kierkegaard.
„Nå,“ sagde denne’, da hæftet kom ud, „ja nu forstår
jeg, hvorfor Barfod, mod sin vane, var så yderst hemme
lighedsfuld med det. Jeg var alt bange for den gode
sags skyld, a t vi skulde overraskes fra en anden side.
Til lykke blev det en bædre overraskelse vi fik, og jeg
skønner ikke rettere, end at De nok vil slå igennem.“
„Rejseminderne“ skildre det nuværende folkeliv i
dets naturomgivelser, hente derfra vidnesbyrd om folkets
ånd og forkynde Nordens frihed og Nordens enhed med
en troendes fulde overbevisning.
„Forfatterens håb,“
beder det i „Fædrelandet“ , „er udtryk for en national
stemning, der trænger dybere og dybere ind i folket.“
F o r mig, der ungdommelig dristigt sprang over alle
mellemled, stod dette håb så levende, som var det alt
opfyldt. Og de mange skuffelser og mørke varsler bar
endnu ikke røvet mig det; hvad bele historien peger på,
vil én gang vorde virkeligt, jeg tror på åndens magt.
De historiske skitser grunde sig på et studium af
kilderne, hvorved kritiken er tagen med på råd. Greben
af min genstand både her og i „rejseminderne , gav jeg