374 / 657
362
men hvor er din altarflamme,
hvor din kraft, du kristne Rom?
Det er begyndelsen til d ig te t, som her er nedskrevet.
Dommen om m it arbejde glædede mig naturligvis, og
især, fordi den kom fra min broder.
Også fra den yngre slægt kom ta k og opmuntrende
ord; digteren R ichardt ha r fortalt, at den første levende
forestilling om Nordens enhed fik han gennem „rejse
m inderne“. Jeg h a r været med til at ringe ånderne
sammen: det tø r jeg nok glæde mig ved, og det glædede
mig den gang. F ristedes jeg end til stolthed over en
lykke, jeg nu endeligt syntes a t gøre, var glæden, åndens
rene og sande glæde, dog altid en stæ rk modvægt.
Kun fader var ikke til freds med mine skrifter, de
var ham alt for „nordiske“, alt for politisk dristige.
Han ængstedes, når han læste, hvad jeg ytrede om Nor
dens enhed, om frihedens nødvendighed, eller om „de
russiske matroser, disse snørelivssoldater“ : „Russen bæ rer
sig ad til søs som en høne, der er ude a t svømme.“
Sligt måtte efter hans mening nødvendigt skade mig „på
højere sted er“.
Med mig selv kunde han ingen vej
komme, det vidste han af lang erfaring, så stak han sig
bag min svoger S cheuerm ann, om det måske kunde
hjælpe. B landt andet ytrede han : „det var jo slet ikke
umuligt, de kunde tage min søn ved vingebenet og slæbe
ham til Siberien. Væk var han så, og hvad skulde der
da blive af hans kone?“
Min broders politik voldte fader ligeledes ængstelser.
Det gjorde os ondt, altid var han så god, næsten ydmygt
bad han os, men vi kunde ikke skåne ham, vi var børn
af en tid , han ikke forstod. Nogen trø st havde han
alligevel, når mænd, han satte pris på, ikke des mindre
ta lte godt om os. Det havde en gang Peder Bang, den
senere m inister, gjort og tilføjet: „men hvordan har De