HammerichEtLevnetsløb

358

slår på gamle, længe glæm te, folkelige strenge. Det er

ikke digtning, men heller ikke lige fræm tilta le ; det

spiller i alle farver, lunefuldt skæmtende og i dybeste

alvor, og det rev enhver med, hvis han ellers var mod

tagelig for åndelige indtryk.

Mange h a r dannet sig

efter hans mønster, i vore dage kan man høre det efter-

p ja tte t af dem, der gærne vil hilses som ægte „folkelige

mænd“. Men kun enkelte h a r som Hostrup tilegnet sig

det, så de kunde udvikle det videre.

K ierkegaards foredrag lignede Grundtvigs i det

spillende, skønt det ellers fuldt var ud sprunget af hans

egen ejendommelighed. Tanketrådene hos ham snode

sig ad så usædvanlige veje, a t man tit ikke vidste, hvor

han vilde h en , og kunde sidde i stadig spænding, lige

som når knuderne knyttes i en novelle. Mit foredrag

var historisk skildrende, men tog tillige afgjort sigte på

at fræmkalde folkebevidsthed og folkevilje.

Med m it foredrag hænge mine udgivne skrifter nøje

sammen, ti i mit tredifte å r, 1889, tråd te jeg op som

skribent. Tiden var kommen, og jeg m åtte virke udad

til, jeg higede nu lige så stæ rk t derefter som tidligere

efter det stille studium. F r. Barfod havde sat det i

værk, som jeg og flere end jeg havde tænkt p å : et no r

disk tidsskrift til vækkelse af fællesnordisk folkeånd,

„Brage og Idun “.

Man lagde mærke til det i den

diplomatiske verden, den ære nød det, og en note fra

Karl Johans russisksindede kabinet ud talte sig imod dets

ledende tanke. Jeg var nu selvskreven medarbejder, et

stø rre arbejde „ S k a n d i n a v i s k e R e i s e m i n d e r “ og

adskillige m indre blev meddelte d ér, de sidste under

fæ llestitelen „ H i s t o r i s k e S k i t s e r “. Også i „Danne

virke“ skrev jeg et stykke om Slesvig, som den be-

kændte Nis Hansen og en anden Slesviger kom og ta k

kede mig for.

Ved denne tid , især mens jeg skrev på „rejse

m inderne“ , havde min stemning noget usædvanligt ved