HammerichEtLevnetsløb

353

åndrig bog. Harmsen gennemskuede fuldstændigt, hvad

der lå og gærede i mig. „De er historiker,“ sagde han,

„dertil har vor Herre skabt Dem; og inden De når den

livsstilling, som egner sig for Dem, vil Deres hjærte

blive gennemstunget af mange smerter.“

Af og til glædede andre venner os ude på Blågård.

Grundtvig med sin datter Meta, Kierkegaard, der blev

gift første gang ikke længe efter mig, Ley, Laurent, der

nu havde forlovet sig med Leys søster, en enkelt gang

også Hall og Martensen. Martensen disputerede ved

denne tid og åbnede de forelæsninger, der først skaffede

ham et ry. Og Julie var en ypperlig værtinde, hun for

stod at underholde sine gæster; i det større kunde hun

dog kun vise det en enkelt gang, som da en del af

hendes og min familje var hos os til faders fødselsdag.

Kom vennerne fra „hinsides sundet“, professor Berg-

falk, afdøde rekto r Svedbom, baron Coyet, havde de

tonerne med i følgeskab; da lød de dejlige svenske

folkeviser til vort piano mangen aftenstund. „Och guld

galonen frågade sin skøna jungfru“ , med hvilken inder

lighed sang Svedbom ikke den vise! Julie sad som for

tryllet.

Til sidst vendte min b r o d e r hjem fra udenlands

rejsen , hvor han mest havde været sammen med Emil

Fenger og nu afdøde professor Kayser og kom et godt

stød fræmad i sine sanskritske studier. Rejsen skulde

fortsæ ttes videre, men han havde for øjeblikket modent

ærinde her hjemme. Gennem etatsråd Brøndsted, Hall

og den unge Aagaard var han bleven indført i Aagaards

familje på Iselinge, også Monrad og Birkedal kom der.

Og dér voksede en ung, yndig pige op, A nna M a th e a ;

hendes billede havde rejst med ham , og nu vilde han

gense hende selv, længslen derefter havde kaldt ham

hjem. Han tog snart til Iselinge og vendte ikke tilbage

derfra alene, Anna Mathea fulgte med.