364 / 657
352
Han vilde ikke blot opbygge sin forsamling, men tillige
oplyse den, kristeligt og folkeligt. Reineke Fuchs og
den danske rimkrønike hørte til hans yndlingsbøger, som
lian brugte tit i foredragene; tilhø rerne, kvinder og
mænd, blev formeligt underviste i kristendom , historie
og geografi, selv, husker jeg ikke fejl, i lidt astronomi
og grammatik. Det var Grundtvigs tanke om en folkelig
højskole, der svævede for ham.
Hans taler havde noget egent ved sig og var om
hyggeligt gennemtænkte. De hellige skrifter var han til
bunds hjemme i og overraskede mig ved de nye lys, han
fandt i dem, ved det ejendommelige greb, han havde på
at tage de historiske livsbilleder, især fra det gamle
testam ente og profeternes varsler. De fødtes på ny i
hans ånd og tråd te levende fræm, frugtbargørende for
nutidens Kristne. Den nordiske mytologi brug te han på
samme måde.
Undertiden løb der herved vist nok
latterligheder ind med — smag havde han ikke — , ja
selv noget, der kunde gøre skade. En gang, mens jeg
kom i hans forsamling, hittede han således på at give
skildringer af sine tilhængere, med bibelen og mytologien
som underlag; en skipper skildredes som den, der gik
„højtidsgangen“, min kæreste opfattede han som en
kristen skjoldmø. Jeg fræmførte naturligvis mine ind
vendinger.
Man vil nu forstå, hvorfor omgangen med en sådan
mand kunde tiltale mig, trods vor store uenighed om
det mål, hvoreftede han stilede. Da han kom til os,
var han heller ikke endnu faldet på teo rien om mælk
og b rød ; den m åtte gøre og gjorde en b ra t ende på
middagsmåltiderne. Lige indtil det øjeblik havde vi
im idlertid kunnet tale sammen om så mangt og meget.
Gav jeg mine følelser luft for Norden og den politiske
frihed, så stemmede han med i. K irkehistorien gennem
gik vi med hinanden efter Spittler, vist nok en R atio
nalist, men tillige en åndrig mand og forfatter af en