368 / 657
356
kyndelse ikke burde være plads også for „loven“ og
„pligten“.
Foreslag om sognebåndets løsning blev indbragte
for stænderne og mødte bæftig modstand; man kaldte
det opløsning af k irk e n , og Mynster gav forsamlingen
en præstegårdsidyl ved sin skildring af forholdet især
på landet mellem præ st og menighed. F ader kunde i
alt fald høre på med rolighed, når jeg tog ordet for
det stakkels uskyldige foreslag, og han stemmede efter
sin mæglende natur.
Varslerne om noget nyt tog til. Grundtvigs „ S a n g -
v æ r k “ kom ud, fuldt af salmer, der nu leve et rig t liv
i menigheden, og det stemplede ham som vor kirkes,
ja hele K risti kirkes ypperste salmedigter. I å ret 1838
ho ld t h an , opfordret af en del yngre videnskabsmænd,
bl. a. nuværende prof. Hermansen, prof. E. Hornemann,
f o r e l æ s n i n g e r på Borchs kollegium over de 50 sidste
års historie. Første gang tråd te han fræm for en stø rre
kreds, nu 55 år gammel; han var oppe, og forelæsningen
havde et storslået præg, så han rev med sig ved de
levende skildringer og sin personlighed. Høresalen var
tit overfyldt, og folk stod hélt ned ad trapperne. Da
han fortalte om anden ap ril, udbrød Barfod: „skal vi
ikke synge Grundtvigs sang om Willemoes!“ Synge under
en forelæsning! Det var den gang noget aldeles uhørt,
alle studsede, en af mine gode venner, som bædst kunde
synge for, smuttede af lu tte r undselighed hen til døren.
Men jeg efter og tra k ham ind igen, vi stemmede op,
og det g ik , Grundtvig var sjæleglad over det lille
mellemspil. .
Nu fik mange øjnene op, som tidligere havde mis-
kændt ham, anede i alt fald, hvad der bode i den mand.
F ra dette øjeblik begyndte hans indflydelse på det store
og hele, den er siden stegen dag for dag, og fræmtiden
tilhø rer den, såfræmt politiken ikke bringer den i falske
spor. Ved slutningen af forelæsningen var man fra alle