373 / 657
361
bogen havde skaffet ham. „En ny ånd er udgået over
Norden. Hvad vi mange år gæmte som en længsels
helligdom og forborgen perle, skinner nu i sin medfødte
glans.“ Man skulde ikke ane, med hvor hélt andre øjne
han siden kom til at se på Danmark. Normanden As-
bjørnsen tilskrev mig med samme varme, og vi vekslede
breve et p a r år igennem. Da han siden sendte mig sine
„Norske Folkeæventyr“ , sine „Huldreæventyr“ og de
andre skrifter, hvori han så mesterligt har skildret
norsk folkeliv og norsk natu r, så jeg, hvad den mands
mening var værd.
Min b rod er, der før havde haft en del at udsætte
på mine arbejder, skrev nu om „rejseminderne“ : „der
er enhed i det hele, og den nordiske livsfilosofi, dine
betragtningsrækker, er ligesom himlen, der hvælver sig
over det vide nordiske landskab. Dit digt dér om Rom
bevægede mig underligt, jeg blev næsten overvældet
af d e t.“
Med sin eviggrønne krone
bjærget står i herlighed,
mens en enlig sangfugls tone
fra den eviggrønne krone
fløjter gennem dalen ned.
Og i lange, skønne linjer
mod Italiens himmel blå
strække sig de dunkle pinjer
hen, hvor Tiberns bølger gå.
P å Kampagnens høje nede
hisset verdensstaden står.
End paladserne sig brede
omkring ørnens gamle rede,
hvor den høje tårn mur går;
end hin gyldne sol, den samme,
stråler
0111
St. Peders dom: