376 / 657
364
T il sværdets lyn i stjærneskær
klang k lart ung Helges rø st:
„nu toner hin den dyre ed
ud af et kæmpebryst!
Så vælte bræksø vild og vred
min bædste skude bo rt
og hugge hendes ribbén ind
på revlens stenbryn hård t!
Så flokkes i min sidste stund
al storms og mørkets gys,
mens hungrig Odins vilde ravn
udslukker Helges lys!
Såfræmt jeg glæmmer mødet hist
og glæmmer eden her
og slipper, før m it bryst er knust,
dit, min Valkyrjes, sværd!“
Men udi Valhals fagre mø
sig a tte r tændte lyn,
med flammer som fra ørnens blik
det funkled under bryn.
„Tag nu Asodins tegn til pant!
Dig kysser stålorms kind
og riste r blodrødt i dit kød
Valkyrjens indsegl ind.
Ha, svigter eden, vogt dig, Helg’,
jeg hører ravnens skrig:
det flammende sværd, den rammende hævn
vier den mensvornes lig !“