363 / 657
351
drag af sværmeri, over hans i grunden ædle træk. Som
student i Kiel liavde han givet den flotte bursch, alle
vegne på færde, derfra kom han over til København og
blev sn art tagen af den nye, kristelige vækkelse.
Han var, som jeg har omtalt, med ved Lindbergs
forsamlinger og blev stævnet for politidirektøren, der
foreholdt ham lovens hud. Hans svar var fast og roligt:
„vi skal adlyde Gud mere end menneskene, det er
Herrens bud! De råde kun med sværdet og øksen, lad
dem bruge den, hvis det så er Herrens vilje!“ Stadigt
gik han nu og væntede på en ren kirke med rene
sakramenter, i håb om dens nære komme afholdt både
han og en del af forsamlingen sig fra nadveren og blev
altså Separatister i egenligst forstand. Men her traf
han en modstand fra Scheuermanns side, som tog til
og ikke af.
Mere og mere levede han sig ind i den tankegang
og ofrede sig helt for sin forsamling; det, han kunde
fortjæne, gav han bort til den og sin værtinde, og hans
daglige liv blev i høj grad afholdende. Til sidst faldt
han på, at et menneske kunde nøje sig med mælk og
brød alene, de var jo dog det nærende i egenligst for
stand; for den forestilling sværmede han nu, og den blev
sat i værk, den vilde også gøre ham mere uafhængig af
penge. Derunder led imidlertid hans helbred kændeligt,
han afmagrede, spyttede blod og døde et år efter at jeg
var kommen til Jylland. Hans sidste øjeblikke vare
trøstefulde: „sådan Herre, vi har, ja ham er det nok
værd at arbejde for! Og nu kalder han mig, kalder mig
med sin milde røst! Nu vandrer jeg hjem, kom Herre
Jesu!“
Pietist af det sædvanlige slags var Harmsen ingen
lunde; dertil havde Grundtvig haft for stærk indflydelse
på ham , og dertil egnede heller ikke hans natur sig,
han var i grunden stolt og frisindet. Under vore nu
værende forhold kunde han blevet en dristig folkeleder.