362 / 657
350
krævede den største del af eftermiddagen. Men så havde
hun mig i a lt fald lige ved sig, i det nydelige lille étfags
studerekammer med skriverbord, 2 reoler og fortepianoet.
Dér sluttedes dagen gærne med en salme.
Den synd, der, hvis jeg kænder mig selv ret, ligger
fjærnest fra min natur, er havesygen, og det nødvendige
havde jeg hidtil haft til overflod. Først nu kunde det
af og til se ud, så jeg blev alvorlig, indtægterne var
ikke for store. Julie forstod im idlertid a t komme igen
nem med det mindre. Vi indskrænkede os, afskaffede
kaffe efter bordet, og jeg hørte en tid hélt op med a t
røge; det var mig tillige en lille afholdenhedsøvelse,
ligesom den a t lægge et arbejde bort, fordi jeg var for
meget opsat på det. Man kænder måske historien om
„fader Oberlin“, der sagde til sin kære snu sdåse: „nej,
herre i huset skal du ikke være! Marsch, af sted med
d ig !“ Og så lukkede han den inde i sin skuffe i et
langt hortliggende kammer, hvor han sjælden kom.
E fterhånden mærkede jeg dog skadelige følger for min
sundhed af ikke at røge, og greb da igen til piben.
Hos fader spiste vi til middag gærne om søndagen,
når vi kom fra kirke, og ved ju letid fyldte han vort
spiskammer med gode ting. Pengeunderstøttelse hverken
attråede eller fik vi, det var imod hans grundsætning,
og jeg giver ham fuldstændigt re t deri. Men om som
meren tog han os med på sine udflugter, til det nord
lige Sælland, til Kulien og Hoganæs. Også med Julies
moder tra k a lt sig til rette, vi sås jævnligt, og fru
Scheuermanns gode sider kom fræm.
En dag om ugen spiste min svoger og student
II a rm s e n hos os, og jeg lærte nu den sidste nøje at
kænde. Han var en Sønderjyde fra Treja, den sydligste
egn, hvor man endnu kan høre den danske tunge. Så
man flygtigt på ham, havde han noget frastødende, han
var høj, svært bygget, herdeb red og skelede lid t med
det ene øje. Men der lå en dyb alvor, blandet med