359 / 657
347
smukke spil opmuntrede kam, kan sagde det tit. Så
kunde kan, når kun spillede, i smug og skottende til os
lukke døren til kontoret op på klem; de der inde skulde
også køre det, det satte kan en stoltked i.
Den sidste jomfru Prekn kar aldrig lagt os et kalm-
strå i vejen. Hun var en ældre pige og ligesom skakt
for faders kus, kan kaldte kende og „en pæn person“,
en stor ros i kans mund. Hun styrede det med sær
deles megen dygtigked, og kendes mad var ypperlig;
kun lavede papæsker med kam, stillede nipssager op
mellem blomsterne, fodrede kans guldfisk og kanarie
fugle og poppegøjen og plejede kam med omku til kans
dødsdag. Også for fader kavde jeg gjort en god gær-
ning, da jeg fik den gamle jomfru dreven ud, det mærkede
jeg. Vor Herre havde kaft sin finger med, kan havde
hærdet mig i korsens skole og lært mig gennem bitre
erfaringer at handle efter pligt og samvittighed alene og
lade kam råde for følgerne.
Udstyret var imens næsten blevet færdigt, skønt det
drog i langdrag; en køn lille lejlighed kavde vi fået på
Blågård, og man kunde nu tænke på bryllup. Julie
vilde endelig have G r u n d t v ig til at vie os, hvori jeg
var fuldkommen enig, men blot ikke trode, han vilde
gøre det; i følge hans stilling uden fast æmbede måtte
det næmlig ske i en andens navn. Som jeg tænkte, så
talte jeg til kam, „jo,“ svarede han, „hvorfor skulde jeg
ikke vie Dem, når de begge to ønske det så meget?“
Jeg var både overrasket og glad, fader derimod syntes
ikke derom, og fru Scheuermann var kold og vred.
Hendes onde lune gik ud over mig, mod hvem kun
ellers gærne iagttog en høflighed, der havde sin brod;
det skulde se ud, forekom det mig, som den stilling, jeg
indtog til hende, ikke var fræmgået af min egen indre