354 / 657
342
og forestillede ham forfra hele min stilling i hans hus:
„men det er jo nu lukket for mig, og jeg kan ikke mere
komme der.“ F ader svarede mig med igen at tale om
folkesnakken.
„Véd du da virkelig ikke, hvad folk siger, kære
fad e r? “ „Hvad jeg mente med det spørgsm ål?“ „Ja,
du tvinger mig jo til a t tale ren t ud. De siger: jomfruen
der hjemme bæ rer bukserne og må have faderen helt
under sig; det er da k la rt nok, for nu ha r hun jo til
sidst fået den ældste søn fuldstændigt expederet ud af
huset. Det er et mesterstykke, det fortjæner hun en
præmie fo r!“ Det lod nu, som blev han vred for alvor:
„ja, jeg véd nok, hvor den snak stammer fra og tåler
ingen fremmed indblanding i mit h u s ; men før skal jeg
gå til grunde, end jomfruen kommer b o rt!“
En sådan ytring havde jeg kun hø rt en enkelt gang
før, sagen stod altså værre og værre med hver dag.
A tter gik det gennem kamp og bøn, og jeg så, hvad jeg
m åtte gøre. Folk m åtte bringes til at tale endnu mere
om os, så tu rde jeg måske håbe på en vending; det
gjorde mig ondt både for Julies og faders og min egen
skyld, men ske måtte det.
Jeg blev nu hélt borte hjemmefra, også fra mid-
dagerne og spiste på en restavration. F lere dage gik
hen, in tet sporedes, højst nødigt vilde jeg gå yderligere
ad den vej og prøvede derfor en anden. En aften gik
jeg op til fader på kontoret, „jeg kan ikke, fader,“ sagde
jeg, „lade mig jage ud af dit hus som en stum hund;
først må jeg dog tale et alvorsord med jom fruen!“ Derpå
tråd te jeg ind i stuen, hvor hun sad i sofaen og strikkede,
han fulgte efter. „Deres plan,“ sagde jeg, „er nu i færd
med a t lykkes, uk ru tte t gror re t godt! For min kærestes
skyld, som De hader og har svoret evig krig, har De
gjort faders hjærte hélt koldt for mig, så han tør ikke
engang modtage mig i sit hu s.“