355 / 657
343
Med ét råbte hun, som greben af den dybeste
følelse af sin uskyld og med tåre r i øjnene: „men sig
mig dog endelig en gang for himlens skyld, kære Frederik,
hvad ondt jeg stakkels væsen har gjort mod dig og din
kæreste! O, jeg vilde altid kun det gode!“ „Det er jo
det, jeg siger Dem højt nok, men på en sovende sam
vittighed hjælper ingen tale, og Deres sover en hård
søvn. Nu kommer Deres sande skikkelse re t fræm, for
De har altid været familjens onde ånd! Før har De —
hu sker De det måske? — så tit tru e t med at tage bort,
nu derimod vogter De Dem vel herfor! Ja bliv kun,
bliv kun ganske roligt siddende, men, så sandt Gud
lever, straffen vil i sin tid nok ramme den, som har
brud t blodets hellige bånd !“
Hun havde faldet mig i talen nu og da. — „Min
samvittighed er re n !“ — »Jeg frygter Gud, frygt ham
også, Frederik, og gør ingen u re t!“ Fader stod, rystet
og rådvild tillige, i en krog, drejede på sit lomme
tørklæde og vidste ikke, hvad han skulde sige. Da jeg
gav ham hånden, fulgte han mig ud og bad mig komme
alligevel, det svarede jeg ikke på.
Han fik nu Boesens til at blande sig i sagen, men
de var ikke de bædste mæglere for ham, tan te havde
gammelt mellemværende med jomfru Prehn. De ytrede
stor deltagelse og gav mig i hovedsagen ret, „jomfru
P rehn ,“ sagde de til mig, „måtte bort, det forstod sig;
bare måtte det ske på en skikkelig måde.“ En skikkelig
måde var imidlertid bleven umulig, hun havde bidt sig
a lt for fast, hun trodsede. Det måtte altså ske uskikke
ligt, og jeg gjorde det yderligste skridt for at få folk
til at snakke om os; jeg mente mig tvungen dertil.
Måské var jeg dog noget for utålmodig, og den lange
pine, den uvished om alt, hvori jeg var, må i så fald
være min undskyldning.
Næste dag kom jeg til fader ved middagstid, et par
af mine fættere Salling spiste dér, det vidste jeg. Jeg