HammerichEtLevnetsløb

339

politisk i folketingets flertal. Også på kærlighed og

offervillighed skortede det hos de fleste, det mærkede

jeg især en dag, da jeg i Harmsens fravær had dem

skyde sammen til brændselshjælp for ham, der jo hélt

ofrede sig for dem; de blev formeligt vrede.

Nu havde jeg fået nok, jeg talte et alvorligt ord til

dem og viste mig fra det øjeblik af ikke længere dér.

Scheuermann var ulykkelig, men Julie tilstod, jeg havde

ret. „Sagde jeg jer det ikke i forvejen?“ kunde jeg nu

sige med føje. Man prøvede overtalelser, ja nær havde

jeg sagt trusler, man kaldte det næsten en synd, at jeg

ikke vilde komme mere; alt hjalp dem ikke, og mine

udtalelser om lægfolk, der vilde forkynde ordet, blev

kun des skarpere.

Omtrent ved samme tid havde jeg fortalt noget fra

min sidste rejse på Borchs kollegium, hvor, som man

véd, den „ebræiske Müller“ havde fået folkelige foredrag

i gang. Også havde jeg åbnet en forelæsning ved univer

sitetet over den d a n s k e k i r k e s h i s t o r i e . Tilhørernes

tal var dog ikke stort, og min tid blev knap, da jeg fik

flere timer i skolerne, derfor afbrød jeg forelæsningen.

F ra alle kanter var der kors at bære. I f a d e r s

hus gik det som det kunde, dagligt blev der pustet i

ham, og han var ikke godt stemt mod mig, rådvild og

nedslået. Min b r o d e r havde i førstningen hældet til

vor side, under min rejse sagde han en gang til Julie,

at „han beundrede hendes holdning mod jomfruen“.

Siden må han være bleven omstemt, omsnæret, han vilde

nu blande sig i sagen med et irettesæ ttende brev, men

blev afvist og iagttog derefter en høflig kulde. Det

smertede mig, og jeg kunde ikke andet end give jomfru

Prehn skyld derfor.

Han havde ellers sit at passe, fuldt op, ti han holdt

i denne tid sin d i s p u t a t s „Om Kagnaroks-Mythen“.

Det var et meget heldigt valg af æmne, han havde set

sig godt om i mytologierne og allevegne, tankerne var