348 / 657
336
til den store verden og blev derfor ringeagtet eller dog
oversét.
Jeg vilde gøre mig færdig til a t søge præ stekald og
underkastede mig til den ende hom iletisk og kateketisk
prøve, hvorved det a tte r kom til sammenstød med den
herskende rationalisme. I min d i m i s p r æ d i k e n var
tonen lag t på forsoningen, professor Hohlenberg stem te
på baud, provst Schack derimod, som fortalte mig det,
på egregie, og jeg fik-som følge heraf m ellemkarakteren
la u d . Men jeg skulde derefter k a t e k i s e r e for Hohlen
berg, stiftsprovst Clausen og Brorsori, opgaven var „om
fristelsen“, og hvorledes kunde jeg her udelade „fristeren“;
det skurrede nu alle censorerne stygt i ø re t, og jeg fik
m it h a ud , det eneste, jeg nogen sinde h a r fået.
K o rt efter indgav jeg et par ansøgninger om kald.
S tatskirkens præstestilling var den gang lidet trøstelig,
så der nok kunde komme t v i v l op hos et alvorligt
menneske, omhan burde og tu rd e træde i dens tjæneste.
Jeg havde alt tidligere haft dem, og nu viste de sig
igen, dog først efter ansøgningernes indgivelse; det var
navnligt hensyn til nadveren og den tugt, jeg dér burde,
men næppe kunde øve, som gjorde mig urolig. Det
stillede sig for mig, som jeg muligvis kunde blive nødt
til en æmbedsnedlæggelse for samvittighedens skyld; og
var det så ikke bædre slet ikke a t blive præ st? Var det
ikke også snarere lyst til fast stilling og giftermål, som
b rag te mig til a t søge, end sand åndelig drift? Hvor
svagt og mat var ikke m it eget trosliv? Jeg gennemgik
mange indre kampe og kunde alligevel ikke komme til
fred og nogen
fast overbevisning. Da styrede Gud det
således, at jeg in te t af kaldene fik,vist nok det bædste,
der kunde times mig under de daværende omstændig
heder.
F ader havde overleveret mig min mødrenearv med
de oplagte renter, og, skønt hvad vor opdragelse havde
ko stet og rejseomkostningerne skulde drages fra, blev de