344 / 657
332
„ Ja !“ Han havde døbt så a t sige på et kønt lille vers
af Knapp. „Hvad syntes De nu derom ?“ vedblev ban,
og jeg sagde min mening ren t ud. „Men De må da
beller ikke tro ,“ sagde han, „jeg hver gang gør det så
frit som i dag; sn a rt kan jeg gøre så og sn art så, efter
som jeg føler det. I dag væntede jeg, De var der, og
vilde vise Dem, hvor yderligt jeg kan gå.“
Det var altså mere et indfald end alvorligt ment,
a t han kunde få det, forstår jeg ikke. Han var ellers
rig på sådanne, tit morsomme indfald. En gang var jeg
hos ham, ko rt efter a t han havde været i København,
og vi talede om den rejse. „Hvorfor prædikede De ikke
der ov re?“ spurgte jeg.
„Sehen sie,“ sagde han , „da
war auch der Liszt, der berühm te Musiker, der gab ein
Concert. Was hätten dann die Leute gesagt? Gestern
lässt Liszt sich hö ren , morgen der Harm s: beide
V irtuosen!“
Hjem rejste jeg gennem Sønderjylland, nær ved
bjærgene i H y tte n -am t, over Møsund, og anede ikke,
hvad jeg 15 å r derefter skulde opleve i de egne, kano
nernes brag, våbenlarmen og fjendens flugt. I Hellighæk
kro hørte jeg de første danske toner, dér h a r jeg vadet
i blod til anklerne under Istedslaget. Jeg tog også til
Kristjansfelt, til tan te Salling, som nu var enke, og til
Ulrik Boesen; han syntes godt om Ju lie, hvem han
havde truffet i Fyn.
I Hårslev hos pasto r Balslev genså jeg endelig min
J u l i e , sund, glad, blomstrende. Hun havde her i over
ét år levet sit stille liv og deltaget i den huslige syssel;
i fritimerne gik hun omkring i husene, sad ved de syges
senge og læste for dem. P å egnen kaldte de hende
„den hellige jom fru“. Balslevs havde først ry stet på
hovedet og und ret sig, de fandt sig im idlertid deri, ja
fik hende til sidst endog re t hjærtelig kær.
Gamle Balslev sagdeendog ko rt før hun forlod dem:
„Deres liv h a r for mig vidnet, a t Deres ord ikke var