342 / 657
330
store fod, og nå r han, hans hu stru og jeg sad til bords,
stod en tjæner bag ved hver stol; ellers holdtes der som
alm indeligt i engelske huse bøn morgen og aften.
Den meste tid tilbragte jeg i studerekam ret, hvor
jeg tra f Niels Hemmingsens kommentarer ligge opslagne
på bo rd et; han brug te dem jævnligt, fortalte han, og
Pusey er en udmærket dygtig skriftfortolker. Det var
ko rt efter udb rudet af den puseyitiske strid, og det, vi
derfor sam talede om først og sid st, var biskoppernes
apostolske rækkefølge; han vilde gærne vinde mig for
den sag. Vi talte også om fasten, den engelske kirke
holder på den som en gavnlig øvelse, og han forsvarede
den ivrigt. Jeg spu rg te ham, hvad hans mening var
om deres liturgi ved graven, som priser enhver død salig.
„Vi tø r in tet æ n d re ,“ sagde han , „ved vor moders,
kirkens, påbud, men vi kan bede Herren a t gøre menig
heden værdig til dens b rug .“ E fter min hjemkomst har
jeg vekslet et p a r breve med ham.
I London færdedes jeg mest mellem Dissenterne, i
Oxford derimod udelukkende mellem højkirkens mænd.
Det gensidige nag tra f jeg lige s to rt hos begge parter.
Pusey brugte skarpe, ja hånende ord om „frafaldet“, og
den i øvrigt så billigttænkende Henderson talte, da jeg
kom tilbage fra Oxford, meget spodsk om den magre,
lille, helt eller halft papistiske person; „men det kommer
der ud af al den fa ste !“
Også i E d i n b o r g var jeg, og a tte r her mødtes jeg
af engelsk gæstfrihed. Jeg så den prægtige stad og kom
godt ind i det presbyterianske kirkeliv med al dets
strenge alvor; det er som John Knox’ ånd havde gået i
arv til efterslægten. Kirken gør skarp adskillelse mellem
oined og non-joined members, så de sidste, de verdslig
sindede, ikke stedes til altars og heller ikke kan stå
fadder; søndagen holdes endnu strengere end i England.
Orgel tåler man ikke, alligevel er salmesangen sjælden
smuk og livlig. F ra alle sider blev den grundsætning