337 / 657
325
Vågnet er våren!
Med isfrit bryst
bølgerne tumle
mod klint og kyst.
Skovene knoppes,
sødt i løn
englene væved
en kjortel grøn;
sprængte med duftende
klokker den blå,
lærte på luftene
lærker slå.
Natten med stjærner
smuk, så smuk!
nattergalsange,
blom sterdug!
Og fra de dødes
dunkle land
luftninger hvisker
om skov og strand;
hvisker om vår,
som aldrig dør,
guddomsliv på
de saliges øer;
hvisker, mens vuggende
bølgen går,
sødere klukkende
fuglen slår.