343 / 657
331
hævdet om Kristus som Guds menigheds eneste konge;
en halv snes år senere skulde den splitte kirken ad i
frikirke og statskirke.
Med Ossian i lommen gjorde jeg derpå en udflugt
ind i det vilde, gærne tågeslørte h ø jl a n d , disse egne,
som W alter Scott har skaffet et nyt navn i digtningens
verden. Ude på Atlanterhavet var jeg også, rullede
dygtigt i dets lange søer og så Jona, den hellige Kolumbas
ø, og Staffas basaltgrotte med det melodiske bølgeskvulp,
blandet med sækkepibens toner, som en højlandsk piber
i vort følge blæste på.
F ra England tog jeg i september måned 1835 med
dampskib til Hamborg. I Kiel, i huset hos faders handels
ven Brauer, var jeg første gang sammen med H arm s,
hvem jeg senere oftere har truffet; altid var han den
samme åndrige, folkelige, djærve forkynder af evangeliet.
„Jeg hø rer,“ således modtog han mig, „De i går aftes i
skumringen var til stede ved mit foredrag i pastoral
seminariet. Å ja, det var dér hélt mørkt, helt mystisk!
Ikke s a n d t? “
Yi kom i samtale om de sidste ting, dødsriget og
tu sind sårsriget: „der Hades, der Hades,“ en omvendelse
efter døden! Nej, den var han bange for, den vilde kun
splitte de troende ad og gøre ulykker. Da jeg trængte
videre ind på ham og spurgte, hvad han da vel mente
om hedningerne, kunde han ikke hjælpe sig ud af tve-
føret uden ved en hélt ubibelsk adskillelse mellem
„Christenseligkeit“ og „Heidenseligkeit“. Ved tanken
om tusindårsriget rystede han på hovedet og sagde på
sin skæmtende vis: „nein, mein lieber! Wenn ich herr-
schen soli, dann mag ich gern auch etwas muxen!“
Jeg så ham udføre en dåb, hvorved han ikke brugte
dåbspagten, det talte vi meget om. Da jeg så næste
gang kom til Kiel, gik jeg i hans kirke og derpå om
eftermiddagen op til ham. „Nå,“ sagde han, „De har
vel hø rt min prædiken, men hørte De mig også døbe.''