338 / 657
326
F ra Sverige tog jeg til Tyskland, til Tholuck i Halle
og så mig lidt om på gennem rejsen; landet havde i
øvrigt intet, der særligt tra k mig, og jeg vilde ikke ind
i den sædvanlige strøm. Men undervejs blev jeg syg og
læ rte ved samme lejlighed a t kænde Nyrnberg, denne
prægtige stad fra m idalderen, nu fuld af lurende gens-
darm er på alle kan ter. Sygdommen, der til sidst gik
over til koldfeber hver dag, m åtte jeg bære på til min
hjemkomst, også i pengenød kom jeg, og koleraen fulgte
m it spo r; en smule skulde jeg dog kænde til sådanne
tryk med, hvorfor m it liv ellers ha r været skånet.
Hvad jeg søgte i I t a l i e n var et levende indtryk af
Sydboens folkeliv, af p a v e d ø m m e t og dets historie,
Dante og de andre digtere, k u n s t e n , navnligt da kriste
lig kunst. Og jeg svælgede i indtrykkene og brugte ved
siden deraf bibliotekerne m est til kunststudium . Dertil
kom den dejlige, farveskære himmel og den glans, den
lægger over a lt; hvor tit var det ikke, som m åtte jeg
knæle og takke for den herlighed, jeg så om mig!
Sicilien, den gang et halvvildt land og fuldt af
røvere, red jeg rund t med min gamle skolekammerat og
ven, kultusm inister Hall, og den afdøde grev Knuth til
Knuthenborg. Det var prægtige rejsefæller, og prægtigt
var det, vi så sammen. Østenstormen på Midlandshavet,
nå r de mørkeblå bølger tårnede sig med kranse af skum,
var i sin a rt lige så storslået, som Æ tn a og tempel
ruinerne i Girgenti, hvor hyrdedrengen sad mellem de
græssende får og spillede på sin rørfløjte, som de vajende
palmer eller de vårligt blomstrende enge, helt gule, helt
røde, blå. Siciliens n a t u r m åtte også være mig til
hjælp i en anden henseende, da den ligner Palæstinas
og kunde gøre en del i den hellige historie mere levende.
I R om havde Tholuck anbefalet mig til den p røj
siske m inister Bunsen, den gang endnu Danmarks ven
— han forstod dansk —, siden vor bitre fjende. Han
modtog mig med forekommenhed, og jeg takker ham for