334 / 657
Nordens n a tu r viste sig for mig i al sin mægtighed,
nu blev min hunger efter fjælde mæ ttet; fra Gaustas top
så jeg ud over vidderne i mange miles afstand og de
springende rener der oppe. Skovensomheden h a r jeg
smagt, dette vidunderlige, næsten dæmonske i den. Med
Telebonden h a r jeg delt hans havrebrød og mysevalle.
Fosserne h a r ombuldret mig, mens det duftede fra g ra
nerne, og m åltrosten sunget for mig i stille, sommerlyse
næ tter. I sådanne omgivelser læ rte jeg først at fo rstå
sagnene og historien ret.
Under rejsen skrev jeg et digt på min 25årige
fødselsdag i Jønkøping, det kaster lys over min indre
udvikling, derfor må det meddeles. „Den fejge står
udenfor Guds rige,“ så vidner skriften (Joh. åb. 2, 18).
Alt fra barnsben havde jeg en levende følelse for det
mandige, og her ha r den fået sin forklarelse. Og fordi
jeg selv havde oplevet denne overgang fra det naturlige
til det kristelige, fik jeg øjet op for den tilsvarende hos
Kædmon og alle de gotiske folk, for den m a n d i g e
k r i s t e n d o m , de forkynde, som jeg h a r stræ b t a t skildre
den i mit universitetsprogram 1873. I over 40 år havde
de æmner ligget og groet stille i min sjæl.
K am p s a n g .
Hvad hjælper det dødens fange
at græde dag og na t?
Nej, udi kamp du gange
for livsens dyre skat!
Lad afgrunds to rdner alle
sam tordne mod dit bryst,
han står, han kan ej falde,
hvis hu er kæmpedyst!
Stå da! Løft under striden
dit øje stadigt op
til ham i martyrkviden,
på galgebjærgets top,
322