335 / 657
323
hans sejrende, hans sidste
og største kæmpedåd,
mens gravens huler briste,
og himle stå i gråd!
Og du — med opvendt øje
kæmp kun en liden stund!
Snart kommer selv den høje
og kysser dig i blund;
et glimt af himmelfreden
skal ende kamp og gru,
og gennem evigheden
den eviges er du!
Underligt nok forekomme her billeder — korset som
galge, den døende helt, alskabningens gråd ligesom for
Balder —, der kunde synes hentede lige fra Kædmons
„korsdrøm“. Den kændte jeg dog ikke det ringeste til,
og den blev først udgiven i disse år. Men det var den
gotiske myte, der legede for min ånd som for Kædmons
og kastede sit strejflys hen over den døende frelser. Må
jeg endnu meddele to små digte fra samme tid; både
de og det foregående er ellers trykte i mine „Toner og
Billeder fra K risti Kirke“.
S ø n d a g sm o r g e n .
Vågn op! Med gylden strålekrans
omrandet himlen står,
se fuglen, hvor den gynger hist,
mens sit: vågn op! den slår.
Og blomsterflokken, årleglad,
vakt af Guds morgenvind,
højlover ham, hvis klokker gå
og ringe søndag ind.