341 / 657
329
forkyndes!“ Der var næmlig ingen kirke for Indepen
denter. Jeg kørte gennem London med en lejekusk, og
vi så en smuk kirke. „Hvem holder gudstjænéste dér?“
spurgte jeg, han sagde ikke et ord, men pegede kun
hånligt på spiret med et stort kors, det måtte være mig
svar nok: det kors stemplede i hans øjne kirken som
papistisk. En dag var fru Henderson ikke til freds med
maden, hendes pige havde lavet: „De må undskylde,
men den er rigtig nok en smule biskoppet“ (fordærvet),
sagde hun med et lille smil.
Den engelske søndag, Englands privilegium, som
Engelskmænd kalde den, må overraske enhver fremmed:
denne sabbatstilhed både i hjemmet og ude. Kun når
klokkerne kime, vrimler det på gaderne af folk, der gå
stille til kirke med salmebog og bibel under armen. På
Temsen hejses Betel-flag på visse skibe, hvor man holder
gudstjæneste, ud på gaderne, på torvet kører man
prædikestole, og der prædikes under åben himmel; over
alt fuldt med tilhørere, alle partier kappes med hin
anden.
Så kan det af og til komme til optøjer. E t sted
så jeg en simpelt klædt mand prædike på et gadehjørne,
han talte om Herrens tilkomst i den allernærmeste tid,
måske a lt i dag, måske i morgen; nogle lo, han vendte
sig truende mod dem. Da fløj en rådden apelsin og
tra f ham m idt i panden, flere andre fulgte efter, så
manden i al hast måtte fjærne sig. Det er heller ikke
alt guld, som glimrer, og under søndagens gudelige skin
skjuler sig tit en høj grad af verdslighed; det har jeg
hø rt nok om og selv erfaret.
F ra London tog jeg til Oxford, jeg måtte se disse
prægtige midalderlige studentergårde og lære at kænde
højskolens indretninger. En anbefaling fra minister
Bunsen i Bom havde jeg til P u s e y , en stille mand, og
han var ikke rolig, før jeg flyttede ind hos ham i et af
Henrik den ottendes tårne. Man levede her på den