347 / 657
335
F ra rejsen havde jeg skrevet hjem og bedet fader
leje mig værelser i byen; der måtte komme en vending
i tingene, jom fru Prehn måtte bort, hvis ikke vort for
hold til ham helt skulde ødelægges. Og dette, at jeg
tog ud af huset, skulde da være indledningen dertil.
Endnu spiste jeg til middag hjemme, men viste mig kold
og fremmed mod hende. Jeg mærkede snart, hvor godt
hun havde brug t min fraværelse til at sætte sig fast i
sadelen. Til fader, der var i Roskilde ved stænderne,
sendte hun breve, fulde af klager over, „hvad Scheuer-
manns fik mig til“, og så snu og indsmigrende skrevne,
hun forstod a t tage ham. Julie opholdt sig imens
hjemme hos sin moder.
Der kom nu et af de mørke år i mit liv, dagbogen
vidner bædst derom, den er så tom på tanker. E t sted
heder d e t: „det ser ud, som der ikke skulde blive
sønderlig plads i mit liv for det, jeg én gang så som
dets hovedopgave: roligt studium.“ De første ord, jeg
skrev i den, var: „opmærksom på det mindste, tro i det
lid et!“ Derfor var jeg dog ikke til sinds, på pietistisk
vis, at holde dagligt regnskab med min sjælstilstand;
det stod den gang og står endnu for mig som noget
usundt.
Jeg havde oplevet meget, og mine rejsebøger var
fulde med skitser og studier. Jeg havde omgåets med
fræmragende og lærde mænd udenlands og var overalt
blevet modtagen med velvilje; det bliver en rejsende jo
gærne. Nu sad jeg da ensom på mit kammer med disse
minder, og en prosatid fulgte oven på rejsens poesi.
Det gik mig som andre unge mennesker, når de har set
sig lidt om i verden og komme hjem, forholdene tyktes
mig så små, jeg så en smule evropæisk på dem. Den
handlede jeg næppe uret, men nu kom desuden den
gamle Adam op, idet jeg fandt, man gjorde ikke nok af
mig. Den lille kreds, jeg tilhørte, stod ikke i forhold