HammerichEtLevnetsløb

334

I kirken dér p r æ d i k e d e jeg to gange, uden pap ir;

jeg havde prøvet på at skrive min prædiken og lære den

udenad, men det gik ikke, jeg kunde slet ikke komme

ud af a t lære den. Der var altså ikke andet for end

kaste papiret, befale Gud min sag og tale frit, som det

kunde falde efter omhyggelig forberedelse. Det gjorde

jeg den gang, og det h a r jeg altid siden gjort, både ved

prædiken og forelæsning. Jeg tegner mine momenter

op, ofte i det enkelte, selv med de ord, jeg vil bruge,

almindeligst dog blot i hovedpunkterne, udførelsen er

derimod øjeblikkets værk. P å den måde kommer stem

ningen og det levende ord til sin ret, og derved b a r jeg

fundet mig vel.

F ra Fyn tog Julie og jeg hjem og tra f undervejs i

Roskilde sammen med fader. Det var den 1ste oktober

1835, et sto rt øjeblik for Danmark, ti den første s tæ n d e r -

f o r s a m l i n g blev åbnet den dag; fader havde sæde i

den som stændermand for København. Vi var alle til

stede ved åbningsgudstjænesten, hvor Mynster bo ld t

prædikenen. Det standpunkt, han stod på, kunde vist

nok ikke tiltale mig, efterat mit frisind havde fået ny

næring i England. Men øjeblikket greb mig, domkirken

greb mig med sine store 'minder og sine storslåede former;

jeg havde set nok af Evropas skønne gotiske kirker og

alligevel forekom denne mig lige så skøn og ærværdig

som nogen.

Min sjæl løftede sig i bøn til Gud for den fræmtid,

m it fædreneland gik i møde; jeg håbede på en god dag

med nordisk klarhed og nordisk kraft, og selv a t tu rd e

være med i fræmskridtsrækkerne.

Rejsen havde ført

mig ind i livet udad til, sty rket og frigjort mig, læ rt

mig a t omgås mennesker bædre, og dens mange ensomme

timer gik rensende gennem min sjæl og indøvede mig i

den sande selvopdragelse.