HammerichEtLevnetsløb

340

ny og k la re , og fræmstillingen smagfuld, af og til

blomstrende. I hovedtanken, Ragnarøksmytens sene

fræmkomst, var jeg im idlertid ikke enig med ham. Af

handlingen stadfæ ster den bemærkning, jeg før ha r gjort,

a t han tidligere end jeg fik herredømm et over sine

midler, han havde også et skarpere medfødt selvdømme.

Den var naturligvis skreven på dansk og blev den f ø r s t e

d a n s k e a f h a n d l i n g for magistergraden.

Allerede var der i de senere år gjort noget brud

hist og her på latinens enevælde ved universitetet, mod

tagelsen af en dansk afhandling stod im idlertid endnu

for mange som a lt for yderligt et skridt. Men min

broder var kændt som tidmærket latiner, og det kom

ham til hjælp, så han brød isen; kun m åtte han tage

teser ud af den og forsvare dem på latin. Emil Fenger,

hans ven og skolekammerat, var respondens, en anden

ven, Laurent, opponerede, hans arbejde blev rost fra

alle sider, og under de bædste varsler tiltråd te han sin

udenlandsrejse. I Tyskland, F rankrig og England vilde

han studere S a n s k r i t .

Jeg var nu altså ene med fader og forestillede ham

på spasereture, hvor nødvendig jomfru P r e h n s f j æ r n e l s e

var. At drive den igennem var under mange indre

kampe bleven mig en sand samvittighedssag. Ikke blot

Julie skyldte jeg det, men — det mærkede jeg nu —

fader lige så fuld t; han vidste ikke selv, hvad han gjorde,

n år han satte sig imod det. Freden m åtte jeg skaffe

tilbage i huset, og jomfruen var ufreden. Dog han var

længe døv for alt det, jeg sagde, og end ikke jomfruens

brev, hvori hun svor Julie evig krig, gjorde videre virk

ning; jeg kunde gendrive hans grunde, bringe ham til

tavshed, og alligevel holdt han på hende. Hun havde

gentaget og a tte r gentaget de ord: „Scheuermanns“,

„fremmed indblanding“, og de hang fast i ham, så den

ellers så gode og eftergivende mand nu så det som en

æressag ikke a t give efter.