358 / 657
346
noget efter på gaden og ta lte sammen, og ligesom
hændelsesvis kastede han hen: „ja nu er jo m f r u P r e h n
no. 1 t a g e t b o r t , og jom fru Prehn no. 2 kommen til
m ig!“
Detskete i november, over et å r efter min
hjemkomst.
Hermed er jom fru Prehn no. 1 ude af min livs
historie, et ulykkeligt menneske var hun , stakkel, og
kunde ikke skabe solskin om sig. Ved sin sparsomme
lighed havde hun sam let ikke så ganske få penge, og
fadersørgede i øvrigt for, a t
hun ingen nød led. Af
senere breve til ham ser jeg, hun undertegner sig: „Deres
gamle veninde, som har delt så megen sorg med Dem“.
„Hvilken uendelig trø st,“ hedder det, „ligger der ikke
i Guds alvidenhed og for den forurettede i hans re t
færdighed ! H isset, kære lierr Hammerich, hisset vil
alting oplyses, også mit ærlige, oprigtige lijærte vil da
påskønnes. Det er mit h åb !“ Således blev hun sig selv
lig til det sidste.
Tænker jeg nu nøjere over hele jomfru Prehns for
hold i vort hus og navnligt til os unge, da er det mig,
som skimter jeg også her forsynsstyrelsen. Det unge
legeme udvikles kraftigst, idet det overvinder hindringer,
sæ tter over grøfter, entrer op ad glatte stænger; og går
det ikke ligedan med den unge sjæl? Jeg styrkedes og
udvikledes åbenbart, idet jeg m åtte overvinde alle de
hindringer, hun lagde mig i vejen. Som det så tit går
i den store historie, gik det her i det små: hvad der vil
hæmme et åndeligt liv, må mod sin vilje tjæne til at
fræmme det.
Jomfru Prehn no. 2 — hun hed virkelig også Prehn
— var ligeledes fra Slesvig, hvor faderen havde været
præ st ved Åbenrå. F ra det øjeblik hun kom i vort hus
spiste jeg til middag som sædvanligt hver dag hos fader,
og om søndagen fulgte Julie med; der kunde i begyn
delsen falde et stiklende ord, snart var im idlertid alt
glæmt og som det skulde være. Julies livlighed og