356 / 657
344
tr a f alle ved bo rdet og bad dem blive, da de skulde
børe noget, jeg havde a t meddele om jomfruens rænker;
derpå gik jeg ud i køkkenet og hentede pigen ind.
Jomfru Prehn stod og rystede: „å, lille Frederik, ikke
nu, ikke n u !“ „Jo, ju st n u !“ Pigen vilde gå: „nej bliv
kuns,“ sagde jeg og holdt hende fast ved armen.
Jeg fræmstillede sagen fra begyndelsen af og jom
fruens hele adfærd i vort hus. „Hun havde,“ sagde jeg,
„lagt den plan at adskille Julie og mig, derfor bag talte
hun den ene for den anden og os begge for fader, ja
ymtede selv om, a t en vis anden person passede langt
bædre til m ig.“ „Jeg skal gærne nævne den dames
navn, jomfru, hvis De ønsker d et!“ Jomfru Prehn tav
og bed tænderne sammem
Derefter oplæste jeg det
frække brev, hvori hun svor Julie uforskyldt evig krig,
blot fordi hun var min kæreste. „Da,“ vedblev jeg,
„den første plan nu ikke lykkedes Dem, ha r De ruget
en anden ud: så skulde jeg skilles fra fader. Og den
har De sat i værk, så vidt faders hjærte tillod det.“
Med de ord gik jeg hen og kyssede ham ; han havde
rådvild truk k et sig tilbage fra det, han ikke kunde
hindre, og jeg ikke kunde skåne ham for.
„Men Dem, jomfru, skal hævnen ramme, om De end
måské endnu smiler derad!“ her knyttede jeg uvilkårligt
hånden. „Og hvad bringer Dem nu til længer a t blive
her, uden den usle egennytte? De véd nok, a t ingen
anden vil have sådan en hæslig, gammel, rænkefuld
drage i sit h u s!“ Under a lt det havde hun gnistret
med øjnene og var blussende rød, så man kunde væntet
et krampeslag, men hun sagde ikke et eneste ord.
Jeg gav fader et kys endnu en gang og gik over i
salen med ham ; han var stille, ængstelig, men rørt.
„Frederik, Frederik, styr dog dit sind, bare den vold
somme hæftighed ikke gør dig skade! Det kunde jo
blive forebragt for kongen selv!“ Han sagde endnu
noget mere, et par afbrudte ord om en mulig forandring