353 / 657
341
Jeg led stæ rkt derunder, og dét medfødte hastige
sind overvældede mig mere end én gang; jeg havde ret,
det véd jeg, men dermed er hastigheden ikke undskyldt,
den gjorde heller ikke min sag hædre. „Jeg kunde
skade mig på højere steder“ og „folk snakkede så meget
om os“ : det og „fremmed indblanding“, „uforsonlighed“
var stående grunde, hvormed han mødte alle mine bønner.
Der forefaldt ved samme tid et egent mellemspil.
Hvor lidt her end kunde være plads for mægling, da
sagerne stod som de stod, prøvede fader alligevel derpå
og fik ved mange kunster jomfru Prehn sendt til Julie,
for at indlede en udsoning. I fukl stads kom hun da
op på Julies værelse, hvor jeg tilfældigvis var til stede
med. Hun skulde bringe hende et stykke kage fra et
af faders selskaber, det var tilsyneladende ærindet.
Kagen blev også modtagen med tak, og meget høfligt
bød vi hende sidde ned, og talede om vejr og vind.
Men har hun nogen sinde villet sige et ord, der kunde
se ud efter noget, hvad jeg stæ rkt tvivler på, så døde
det i alt fald før fødselen. Hovmodig som hun var, har
hun måské troet, det var nok, når hun bare viste sin
person. Efter et kort ophold sagde hun farvel; hvad
hun har fortalt fader om sit besøg, véd jeg ikke, næppe
noget godt.
En dag havde jeg tilbudt ham det yderste, „hvis
han ønskede det,“ sagde jeg, „vilde jeg tage hjem igen;
så kunde han selv se, om det gik.“ „Ja,“ svarede han,
„det skulde være mig meget kært. Men så må du love
mig at holde fred med jomfruen, ellers må du heller
blive borte nu, end at folk skal begynde med sin snak
om os på ny.“
„Altså,“ brød jeg voldsomt ud, „jeg skal bare over
give mig til din højstkommanderende på nåde og unåde!
Det er sandelig kommen vidt, fader, med ondskaben
hjemme!“ Her tog jeg mig i det og talte i en roligere
tone, bad ham om forladelse, fordi jeg havde faret op,