HammerichEtLevnetsløb

337

d e t dog ikke; alt det afholdt han alene. Men af arvens

renter kunde jeg ikke leve, hvis jeg giftede mig, altså

tænkte jeg på i n f o r m a t i o n e r . Skønt det var mig

lid t ydmygende, gik jeg ikke des mindre fra den ene

skole til den anden og tilbød min tjæneste; omsider fik

jeg timer hos v. Westen, noget senere også hos dr.

Krarup.

I min fritid syslede jeg med rejsens minder, og de

formede sig til et større digt om Norden, som dog aldrig

blev udgivet. En plan til et almennordisk tidsskrift i

kristelig ånd havde jeg lagt alt på rejsen, men den blev

heller ikke til noget. Og trykkefrihedsselskabet skaffede

mig en mindre velkommen overraskelse, da det ikke

godkændte den skildring efter kilderne af slaget den

anden april, jeg havde indsendt til det. Skylden lå til

dels hos mig selv, jeg havde næmlig tillad t mig adskillige

friheder i sprog og retskrivning, som den gang endnu

m åtte støde de fleste. Imidlertid kunde min fræmstilling

naturligvis heller ikke finde nåde for pastor Gads og

skriftkomiteens øjne, den var ikke hen ad landevejen.

Noget hæmmet m åtte jeg altid føle mig ved denne

modgang.

J u l i e havde fået sig en syjomfru og begyndte på

udstyrsarbejderne hos sin moder, hun havde en lille arv

a t tage til; men omstændighederne varslede ikke heldigt.

Hvor havde forholdene i hendes familje ikke ændret sig

siden „grandmamas“ død! Hendes moder bode nu i en

indskrænket lejlighed, og der var ikke plads til mere

end én datter. Den ældste, Emilie, havde altså taget ud

til fru Thalbitzer. Og Emilie var nu bleven fru Scheuer-

manns kæreste barn, sammen fulgtes de ad til Ratio

nalisten Johansen, når de en sjælden gang vilde i kirke.

F ra Julie var moderen derimod skilt ved dyb tros

uenighed, og den blev ikke ringere under deres samliv.

Hendes trø st var søndagen i Grundtvigs kirke og i

forsamlingerne, jeg sad imens hjemme om aftenen. Hun