345 / 657
333
mundsvejr, men sandhed.“ Han var en Kristen af den
hernhutske skole, førte kærligheden stærkt i munden og
var derfor slet ikke til freds med al den strid i kirken.
Men hans hjæ rte var ærligt, og han kunde få folket i
tale, der var ved sådan lejlighed virkelig flugt i den
jævne, stille mand.
En dag kom en kone til præstegården, grædende og
hulkende, i den største sindsbevægelse, hun havde mistet
sit barn. I hæftigheden af sin sorg vendte hun altid
tilbage til det spørgsmål, „hvorfor Gud dog havde
nænnet a t tage den søde lille sjæl fra hende“. „Ja,
kone,“ sagde Balslev, „det skal jeg tænke over; så kan
hun på søndag komme i kirke, og dér skal jeg sige
hende d e t!“ Søndagen var der, Balslev stod på prædike
stolen og indflettede i prædikenen følgende lille historie.
„Der var en gang et får, hyrden ikke ret kunde råde
med, for det havde altid sin egen vilje og kom ikke, når
han kaldte. Det samme får havde et lille lam, det
holdt grumme meget af. Nu tænkte hyrden ved sig
selv: „tager jeg bare det fra moderen, så lystrer hun
nok og løber efter mig; det har ingen fare.“ Og han
tog lammet fra hende til sig, så løb hun også straks
efter ham og blev så fromt og godt et får, nogen kunde
ønske sig. Men sådan som den hyrde handler vor Herre
i sin nåde tit med os.“
Jeg opholdt mig 14 dage i Hårslev i uafbrudte
sam taler med Julie, som jeg stærkt havde længtes efter.
Hvor var hun ikke glad, da hun hørte, jeg nu for alvor
tænkte på a t blive præst; det var en af rejsens modne
frugter og hendes højeste ønske. Jeg gik omkring med
hende til dem, hun havde sluttet sig til, og så, hvor
rørende de simple mennesker hang ved hende; flere
græd bitterligt, da hun sagde dem farvel. En stakkels
fattig kone var ikke rolig, før hun havde modtaget
hendes eneste vokskage til minde; det var enkens skærv.