350 / 657
tiggede og bad mig nu a t følge med til Harmsen, „der
var jo ellers ligesom en mur rejst op mellem os to “.
Og hun havde ret. Hun forstod i den spændte stemning,
hvori hun var kommen, ikke længer mig og hvad jeg
vilde, og fandt min færd alt for verdslig. Og jeg til
gengæld fandt det pietistiske hos hende stæ rkere end
jeg havde væntet.
Så kom vi hinanden i møde. Hun tilstod , hun
måské så sagerne for ensidigt, og jeg gjorde den samme
tilståelse, i a lt fald vilde jeg nu nøjere undersøge for
samlingslivet hos H a rm s e n . Mit syn for det var blevet
noget ændret ved den engelske re jse , hvor jeg havde
været til stede ved adskillige forsam linger og hø rt læg
folk tale til virkelig opbyggelse; jeg havde også læ rt at
kænde Harmsen og holdt personligt af ham. Hans for
samling rettede sig ikke efter lovens bud, og den rene
kirke, han sigtede på, så jeg var kun et luftbillede, jeg
kændte Montanister og Donatister re t godt fra kirke
historien; den måde derimod, hvorpå han vilde fræmme
kristelig og folkelig oplysning, forekom mig heldig.
Alligevel kostede det mig meget a t give efter for Julies
bønner, men jeg gjorde det også kun på prøve; jeg
vilde da foredrage udvalgte stykker af verdenshistorien
i forsamlingen og med det samme, som sagt, se mig om
og prøve ånderne.
P å den vis gik det et par måneder, efter foredraget
fulgte sam taler. Dem var jeg ikke videre glad ved, de
mange gudelige talem åder klang mig af og til som noget
tilvant, og jeg har altid følt mig uhyggelig ved skinnet
af gudelighed. Jeg fik mere og mere syn for sagn, at
min opfattelse af et forsamlingsliv, der stiller sig i mod
sætning til kirken, m åtte være den rette. Det åndelige
hovmod kom stæ rkere fræm, „fra lægfolk,“ sagdes der,
„skulde livet nu udgå“ ; selv en mand som Grundtvig
fandt man svag, „han var ikke re t skabt for folket,“
hed det. Det var samme strømning, som nu viser sig
338