357 / 657
345
i huset. Det var den første hentydning til noget sådan t;
så vidt m åtte jeg gå, inden den kunde komme fræm,
den næsten utrolige magt havde en husjomfru fået.
Um iddelbart derfra gik jeg hjem, stæ rkt greben, dog
rolig og trøstig, satte mig ved mit bord og skrev en
salme.
Ikke længe efter rejste fader til det saksiske Svejts
og H ernhut, dér skulde han træffe sammen med min
broder. Jeg og Julie var på toldboden og bød ham
farvel, han havde væntet mig hjemme, sagde han; „nej,“
svarede jeg, „der véd du, jeg ikke kan komme mere under
de nærværende forhold.“ I båden fulgte jeg ham ombord
på dampskibet og medgav ham et åbent brev til min
broder, hvor jeg i stærke udtryk omtalte jomfru Prehn.
Jeg meddelte også hans fuldmægtig, nuværende etatsråd
Korn, hvad der var forefaldet. Det kostede mig atter
nogen kamp, men min gærning vilde jeg vedstå både for
Gud og mennesker.
En månedstid efter kom fader hjem. Jeg spaserede
nu ofte med ham, han var noget nedslået og talte om
at pakke sammen og rejse sin vej; af og til kunde han
imod sædvane blive endogså meget bitter. Jeg kunde
alt tage sådanne ting med mere rolighed, det, mærkede
jeg, var det bædste. Desuden anede det mig, at han
blev bitter, netop fordi han var i færd med a t give efter.
Det var også virkeligt tilfældet, han havde henvendt
sig til sin gamle ven, dr. Muller i Kristjansfelt, om en
anden husjomfru. I al hemmelighed meddelte han mig
det, „men man kaster ikke det skidne vand ud, før man
har det rene! Dem, jeg hidtil har set, vil jeg hverken
eje eller have.“ En aften længere henne på året havde
jeg ærinde til ham på kontoret, hvorefter han fulgte
mig ud. „Jeg må dog fortælle D ig,“ sagde han, „at
jomfru Prehn nu skal over i besøg hos sin familje, og en
ny kommer da adinterim og styrer m it hu s.“
Jeg
faldt ham om halsen og kyssede ham. Så mødtes vi