HammerichEtLevnetsløb

321

dagen mig. Jeg hørte bønderne dér tale godt og for

standig t og så første gang i nærheden et politisk liv,

som jeg ønskede og håbede, det også vilde vågne i

Danmark.

Vintermånederne tilbragte jeg i Upsala, hvor jeg

lod mig indskrive mellem „studerande från utrikes orter“ ;

det vilde den lille, lærde, men løjerlige professor Schrøder

endelig have. Jeg hørte ved det ellers gammeldags

un iversitet en frisk og frejdig studentersang, som vi den

gang ikke drøm te om hos os; fejler jeg ikke, bragte jeg,

først af alle, svenske folkeviser hjem med. De findes

tryk te i „Skandinaviske Reiseminder“.

F lere af Sveriges navnkundigste mænd lærte jeg at

kænde, Atterbom, biskopperne Fahlcrantz og Franzén og

den store, stille G e i j e r , filosof, skjald, sagamand og

tonekunstner. „Jeg er en mand af få ord,“ hørte jeg

ham en gang sige ved et gilde, hvor studenterne efter

skik „løftede ham på aksler“, og særkændet ved den

forelæsning af ham, jeg hørte, var netop det stille liv.

W ieselgren tra f jeg siden i hans pastorat i Skåne midt

i en på sin vis storslået virksomhed som sjælehyrde.

Mine omgangsvenner i Upsala var juristen, professor

Bergfalk, kirkehistorikeren, nuværende provst Thyselius

og afdøde professor Hagberg. De to første lærte jeg

oldnordisk. I øvrigt gjaldt mit studium først og sidst

svensk h i s t o r i e , både kirkens, statens og literaturens,

den ærefulde svenske historie; dernæst de nyere svenske

digtere, fræmfor alle Runeberg, som den gang hos os

endnu var en unævnt størrelse.

Med våren begyndte min rejse gennem landet, snart

kørte, sn a rt red , snart gik, snart sejlede jeg. Alle

svenske landskaber, undtagen Norrland, har jeg gennem-

re jst, og senere tog jeg også til det sydlige Norge.

Overalt søgte jeg det menige f o lk op og levede med

det; og lykken føjede mig, så udbyttet blev rigt især på

folkesagn, dem havde jeg en gammel kærlighed til.