328 / 657
316
Jeg havde med min broder i sommerens løb gjort
den rejse til J y l l a n d , jeg ba r skildret i „Skandinaviske
Reisem inder“. Noget nyt for os var Vesterhavet, det
sto rm rø rte hav og det stille, der i tak tfaste mellemrum
ruller sine dønninger langt ind over hav stokken; det lød
som orgeltoner. Så fiskerlivet i småhytterne bag ved de
yderste k litter. Også ellers havde vi brug t os og fået
greb på a t komme det menige folk i tale.
„Den ebræiske Muller“ åbnede nu et slags folkelige
foredrag hver lørdagsaften på Borchs kollegium og
ønskede medhjælpere. Jeg mældte mig, da jeg følte
trang til personlig virksomhed udad til, og fortalte så
min rejse, første gang frit og uden papir. Jeg er gærne
lid t ængstelig, n år jeg skal træde offenligt fræm, tankerne
er ikke altid a t stole på, og på én gang kan sammen
hængen gå mig i stykker. Det gælder da med snar
rådighed a t kunne rede sig ud af det. Den gang gik
det godt og gav mig mod for fræmtiden, L au ren t var
sjæleglad.
Nogle af de folkesagn, jeg havde sam let undervejs,
meddelte jeg i Oehlenschlågers Prometevs og smagte en
forfatters lykke, der ser sine tanker på p r e n t . O e h le n -
s c h l å g e r var meget til freds med det meddelte og
indbød mig til sig. Ofte havde jeg sét det åndrige
ansigt i vinduet, når min vej faldt over F rue plads;
hvor det glædede mig, at jeg tu rde komme inden for!
E t pa r gange var jeg også hos ham, han var indladende,
højst elskværdig, satte sig endog til pianoet og spillede
og sang med sin bløde stemme.
Men så arbejdede han netop på de „italienske
Røvere“, det skuespil skulde jeg høre forelæse af ham,
og det skulde jeg finde udmæ rket, hans udtryksfulde
øje hvilede på mig og krævede digterlønnen; falsk vilde
jeg dog ikke være, jeg var slet ikke glad. Det gik mig
om trent som senere i Ingemanns hus, når han foreviste
sin kones malerier og formeligt bejlede bare til et eneste