326 / 657
314
Enten har jeg ret, eller også er hele m it liv en stor
usandhed.
Hvad fik jeg så til svar? „Det, du laster os for,
tø r vi ikke i m indste måde ændre, fordi vi har Åndens
vidnesbyrd med os. Men du levede i døden, og nu, du
ser livet, skræmmer det dig, og alligevel står jo din
længsel efter det.“ Scheuermann havde ingen menneske
kundskab og var fuldt og helt følelsesmenneske, vilde
man grundigt gennemgå en sag, kom man aldrig nogen
vej med ham. Jeg blev derfor snart træ t og ked deraf,
snarere end han. Og Julie, ja hun gav om trent sin
broder medhold, hun elskede ham af hele sit hjærte, var
vakt af ham, lyttede helst til hans ord og følte dybt
tomheden i et verdensliv. Det rokkede dog in te t i min
overbevisning.
Endnu én ting kom til; enhver lejlighed greb han,
i tide som utide, til a t komme i sam tale om kristendom .
Det var vist nok nidkærhed, som drev ham, men der
fulgte også noget med af det naturlige menneske; i alt
fald kom lysten og ævnen til at falde med døren ind i
huset både ham og andre opvakte godt til hjælp.
Min n a tu r dannede nu en fuldstændig modsætning
h ertil; min fejl var ikke åndelig blufærdighed, den er en
dyd, men en alt for vidt dreven blufærdighed, så jeg
ikke uden stor overvindelse kunde lægge det, der dybest
fyldte mig, fræm for alle og enhver. Jeg h a r m åttet
kæmpe derimod hele m it liv og tit sukket derover. Det
kaldtes nu menneskefrygt, lu tter menneskefrygt. Ja, der
var noget af den deri, det nægtes ikke, men der var
også noget dybt og ædelt, som man var blind for fra
den anden side.
Den, som følger en vis retning til det yderste, er
på en måde heldigere stillet end den, som vil holde
igen. Hans tankegang og handlemåde, hvor springende
den end er, tager sig ud som viljeskraftig og aftvinger
folk agtelse, mens den andens kan forekomme dem