325 / 657
313
viste sig på kalkbrænderiet ved Lindbergs side; Grundt
vig, mente han, havde givet alt for meget efter. Stærkt
misbilligede han dennes ord: „det er ingenlunde altid
de bædste Kristne, som har mod på at træde ud, og
ved et brud uden yderste nød kan man derfor let gøre
Kristi navn skam .“ Harmsen vilde just forberede en
sådan udtrædelse, „går ud,“ sagde han, „fra de ugude
lige! Herren elsker de ren el“ Han holdt til den ende
forsamlinger, hvori lægfolk talede; her tog Scheuermann
jævnligt ordet og priste i stærke udtryk det liv, som
rørte sig hos disse fraskilte, blev også mere kold for
sin kunst.
I m it liv havde jeg set nok af pietisme, atter stod
jeg nu lige for den, og den rørte tilmed ved mine
ømmeste forhold; jeg måtte da tale imod den og gjorde
det efter ævne. Jeg kaldte det et salto mortale, således
a t overse hele kirkens historie og bilde sig ind, man
med ét spring fra det nittende hundredår kunde sætte
sig tilbage i den første kirke i Jerusalem. Jeg talte
om det åndelige hovmod, der let kunde finde en lun
rede i forsamlingerne og takke Gud for, man da ikke
var som tolderen.
K ristus stod for mig — man véd det af mine op
tegnelser — som kilden til al åndsløftelse, som den, der
saliggørende vil gennemtrænge hele mennesket; ikke den
ene p a rt af mennesket og „overlade den anden til
djævelen“, nej hele mennesket: dets tro, dets liv, dets
tænkning, dets videnskab, dets kunst. „Uden vi blive
som bø rn ,“ sagde jeg, komme vi ikke i himlen. Nu er
det dog langt fra det ægte barnesind at misagte enhver
uskyldig glæde. Nej, vi skal se frejdigt ud i verden:
Den er en afglans af Guds herlighed, som regnbuen en
afglans af lyset. Selv for de salige taber ikke det skabte
sig i skaberen, de se vist nok ham i alt, men også alt i
ham .“ Dette syn på kristendommen var mig en livssag,
jeg følte det bædst nu, da jeg stod overfor det modsatte.