324 / 657
3 1 2
et familjetræk. Naturligvis gjorde det ikke min stilling
lysteligere.
På den anden side var der det i hendes nærmere
omgangskreds, som skaffede mig ængstelser; efterhånden
tråd te det mere og mere fræm, da både hun og hendes
broder med vinteren kom hjem til København. Han, der
fik så stor indflydelse på hende, havde ført hende ind i
en gammel student P e t e r s e n s h u s, det var Plougs
morbroder. Her fandt hun en kristelig familje, kristelige
venner, opbyggelsestimer, det trængte hun til, og hun
gengældte det. Fam iljen var fattig, manden levede af
informationer; hun havde nu en lille årlig sum til sin
påklædning, og af den gav hun dem rigeligt, tit over ævne.
Petersen var en alvorlig og ærlig mand og en ivrig
tilhænger af Grundtvig, stillede sig altid forrest i hans
kirke, bøjede det skaldede hoved, korsede sig, knælede
halft, bad højt fadervor med, og havde i det hele et på
faldende væsen. Og P ietist var og blev han, trods sin
kærlighed til Grundtvig. Søndagen skulde strengt holdes
hellig efter det tredje bud; en Kristen skulde ikke
„drage i åg med verdens bø rn“, altså ikke vise sig i
deres selskaber, ikke sm itte sig ved deres glæder og
også i det udvortes vidne om sin tro ved den yderste
tarvelighed. Disse grundsæ tninger ivrede han for tidligt
og sildigt, og Julie, der ellers havde øje for hans sæ r
heder, fandt, han her gjorde ret. Hun stod, som sagt, i
den første brændende kærlighed og så det hule i det
verdensliv, hun var opdraget til. At Grundtvig, hvem
hun satte så højt, havde et helt andet syn på sagen,
vilde hun ikke tro. Hun kunde ikke forestille sig det
anderledes, end a t alle sande Kristne m åtte tænke
som hun.
Hendes broder havde ligeledes trå d t i forbindelse
med en anden kreds af de åndelig vakte i København,
student H a rm s e n s , hvor han tog hende med hen.
Harmsen stod endnu på samme standpunkt, som da han