322 / 657
310
på, han mente im idlertid, hun kunde gærne pynte sig en
smule mere. Derimod var han glad over hendes ual
mindelige dannelse, og når hun satte sig til pianoet,
mindede hun ham om gode tim er i min moders tid.
Den lille misstemning, som dog ikke forstyrrede det
kærlige forhold, undgik naturligvis ikke jom fru P r e h n ;
hun kunde med føje blive ængstelig for den stilling, hun
alt for gærne vilde indtage, der var jo kommen en d a tte r
i huset. Man husker, hvor hun tede sig over for Marie
Boesen, og nu skulde det samme spil begynde. Hun
viste sig kold og spydig mod Ju lie , der tålte det og
aldrig tog til genmæle, hun satte ondt for hende; fader,
mod hvem hun for øjeblikket var meget indsm igrende,
indpustede hun, at han burde holde mig mere til hjemmet.
I min første glæde, da jeg tik Julies ja , viste jeg dem
hjemme dette brev; det var efter omstændighederne en
sto r fejl, ti det havde gjort jomfruen dobbelt fordringsfuld.
E fterhånden mærkede jeg, a t hun med alle tegn på
medynk hviskede mig et og andet i øret om Julie, og
Julie igen om mig: „stakkel, hun skulde nu døje min
kulde og dette indesluttede, hårde væsen 1“ Første gang
dukkede den tanke o p : hun vil se a t skille os a d ; og
det varede ikke længe, inden den fik rigelig næring,
hendes klamme hånd havde trav lt alle vegne. Hvor tit
ønskede jeg ikke, at moder havde levet endnu!
Der forefaldt hæftige optrin i faders hus, som jo
des værre ikke hørte til sjældenhederne, siden hun kom
i huset, kun blev de nu hæftigere; Julie var aldrig til
stede ved dem. Snart rasede jom fruen og vilde bo rt på
øjeblikket, da hun mærkede, a t min broder og selv fader
misbilligede hendes adfærd: „vi miskændte hende alle,
det var for meget for én; det var tung t a t have spildt
12 år af sit liv, og for den lave fordel vilde hun ikke
blive h e r.“ Hun blev dog alligevel, skønt ingen bad
hende derom. Snart svømmede hun i tå re r og kaldte
sig „den fattige mand, hvis eneste lam man havde røvet“,