HammerichEtLevnetsløb

305

mig fra, nu levede den op i mig på ny: forkynde ordet,

frelse sjæle!

„Jeg får vel lægge historien på hylden og atter tage

teologien fa t,“ skrev jeg i dagbogen og handlede der

efter. „Men kan jeg da i ét og alt samstemme med

den avgsborgske konfessjon, og kan jeg, tør jeg modtage

et æmbede i statskirken? Der må noget højere til at

oplyse mig derom, selv kan jeg det ikke.“ Således ar

bejdede Guds Ånd inde i mig. Også samlivet med dr.

P. I v i e r k e g a a r d havde jeg såre megen gavn af, man

mærkede på ham, hvor han vågede over sin sjæl, skønt

han aldrig gjorde det særligt til genstand for samtale;

der var noget helligt i denne tysthed.

Kaldet som historiker og digter vilde jeg dog ikke

opgive, det skulde tvært imod nu få sin højeste indvielse.

Troens ånd skulde lu tre Nordens ånd, således vilde jeg

virke efter den ævne, Gud gav; nu skattede jeg den

ikke længer for mere, end den var værd. Jeg tænkte

en del over k i r k e n s h i s t o r i e og den kristelige digte

kunsts historie, her, mente jeg, var gode forelæsnings-

æmner; endnu kunde jeg ikke ane, at sådanne forelæs

ninger en gang skulde blive mig en kær, daglig æmbeds-

gærning.

Ved samme tid fik også Grundtvigs tanker om ordet

som en livsmagt, om det f o lk e lig e , om skolen for

folket nyt liv hos mig. „Skulde,“ skrev jeg i dagbogen,

„hans stræben efter at gøre videnskabeligheden folkelig

virkeligt lykkes, vilde jo noget ganske nyt og hidtil uset

komme fræm, et åndeligt liv, en åndelig rørelse, som

greb et helt folk.“

Jeg ledte efter kristelige æmner til digte. Profeternes

syner løftede min sjæl, og tanken om Herrens n e d f a i t

og prædiken i de dødes rige,

0111

en omvendelse efter

døden, dukkede op for mig. Jeg talte derom med

Scheuermann, ham var det en højst farlig mening, foi

mig stod sagen derimod hélt anderledes.