312 / 657
300
var ikke et sandt ord. Den første gave, Julie fik af
mig, var en dansk bibel, bun havde kun en tysk.
Hendes svage nerver var rystede, forlovelsen og
selskaberne til ære for den havde medtaget hende, hun
tilbragte altid gærne sommeren på landet og trængte nu
dobbelt dertil. Så tog vi ud til bendes fæ tter T h a l-
b i t z e r på Katrinebjærg. Det var unge, nygifte folk:
han, vittig og livlig, holdt af Julie som en b rod er; og
hans hustru, Betty Brøndsted, fru Halls søskendebarn,
var en udmærket husmoder, stille, yndig, elskværdig.
En herregård, en køn, tilvoksende have, en lille lund, og
så jag tpartierne, noget nyt for mig; han var ivrig jæger.
En dag om høsten holdt vi endog parforcejagt, til hest
over grøfter og gærder, gennem moserne i firspring, med
et kobbel halsende hunde bag efter harerne og rævene.
Her var det godt a t være.
Men det bædste var det stille samliv, når ingen
anden hørte på os, og vi sad hviskende i alleen, mens
vinden hviskede med i poplernes kroner, og lærkerne
havde trav lt ude på marken. Her talte jeg om mine
fræm tidsplaner, forelæste mine digte, og hun hørte til og
glædede sig, sagde af og til m ildt og kærligt : „når blot
al den åndelige rigdom ikke er til skade for din sjæ l!“
Så øvede vi os i engelsk, hun kunde det langt bædre
end jeg og blev min lærerinde. E ller hun spillede, og
jeg sang med af og til, visen om Agnete og andre kæmpe
viser. I sådanne solklare øjeblikke åbnede vore sjæle
sig blødt for hinanden, og hele livet fik et højere præg.
Øjeblikkene var kostbare, ti mine sysler kaldte mig
hjem, jeg havde inddelt tiden nøje; en mælkevogn afgik
hver dag kl. 2 om morgenen til København, og med den
m åtte jeg af sted. Julie sad da gærne oppe med mig,
tit i de alvorligste sam taler, og væntede til vognen
holdt for døren.
Var jeg nu hjemme, tog jeg mig sammen til min
gærning, noget adspredt var jeg im idlertid alligevel.