307 / 657
295
havde fået. „Men hvor skal mama hen i den stad s?“
sagde fru Scheuermann. „Jeg vil op til Grete, min
pige!“ „Er det da muligt, at mama sådan vil kaste sig
hen for en som Grete, der er så fuld af urimelige
fordringer? Det havde jeg ikke troet! Nej. man skal
sandelig holde lidt på sin honneur.“ „Liebet die, die
euch hassen, segnet die, die euch flueben,“ svarede
grandmama, „det har jeg læst så tit og lært udenad.
Så må man vel også se at handle derefter.“ „Du kan
jo gøre som du synes, kære mama, men jeg vil bare sige,
at efter mamas prinsiper står man sig jo allerbædst ved
a t være rigtig ond, for så får man velsignelsen.“
I enhver henseende havde gamle Preislers fromhed
gået i arv til hans datter, og Julie har tit omtalt, hvilket
indtryk den gjorde på hende alt som barn; „hvem der
dog kunde være så god som hun,“ den tanke rørte sig
i hendes sjæl.
Grandmama læste stadigt i gudelige
bøger og sin tyske bibel, derfor fræmsagde hun også
bibelsprogene på tysk, skønt hun altid ellers talte dansk.
Hun havde den dybeste ærbødighed for præsterne, og i
hendes øjne var enhver „en Guds mand, en Herrens
tjæner“. At der var forskel mellem Rationalister og
Ortodokse, var slet ikke gået op for hendes umiddelbare
natur, hun kunde høre på en vantro prædiken og dog
føle sig opbygget; trådte en præst ind i stuen, rejste
hun sig straks fra sofaen og bød ham hæderspladsen,
selv om han kunde været hendes barnebarn.
Jeg lærte hende at kænde i hendes høje alderdom
i fru Scheuermanns hus, hvor hun opholdt s ig ; den for
dum så ranke, skønne kvinde med en fint kroget næse
sad nu i lænestolen som en sammenkrumpen skikkelse,
og kun de milde øjne var de gamle. Da Julie og jeg
blev forlovede, var hun meget glad og gav os sin vel
signelse, „men husk bare på, mit barn,“ sagde hun,
„hvad der står skrevet: und er soli dein Herr sein.
Hun sov dårligt om natten, hendes trøst var da en