302 / 657
290
forestående rejse, m åtte nu tie stille, jeg sansede ikke
andet end Julie Scheuermann.
Himmelfartsdagen tra f jeg hende i Grundtvigs kirke
og talte med hende på hjemvejen, dog i den tilbage
holdende tone, jeg altid iagttog ved vore samtaler. Jeg
bad hende huske sin broder på, endelig at se op til os,
der var noget, jeg nødvendigt m åtte tale med ham om,
inden han rejste til Norge, hvor han vilde studere
fjældene og Haugianerne; det lovede hun. Næste morgen
indfandt han sig, og uden sønderligt lang indledning
faldt jeg ham med ét om halsen: „jeg er skudt i din
søster Julie! Gør mig den store, store tjæneste at være
min budbæ rer!“ Han var som sunken ned fra skyerne,
skønt netop i disse dage ej uvant til sådan vennetjæneste,
som en anden frier havde påkald t; bønnen her kom jo
uden alt varsel. Men han lovede venligt a t gøre, hvad
han kunde.
Straks gik han hjem og talte med Julie. Nervesvag
har hun været sit hele liv, og den nyhed greb hende nu
stærkt, det varer altid noget, inden hun forsoner sig med
det nye. Hendes første udbrud var også: „du véd det jo
alt for godt, jeg vil slet ikke giftes!“ „Ja, véd du også,
Ju lie,“ sagde han, „om det er Guds vilje?“ Klokken 4
m åtte han ombord på det norske dampskib, til mig
sendte han en biljet, hvori han bad mig væ n te: „hun
m åtte først overveje sagen med sin Gud, hans vilje og
ikke sin egen vilde hun følge.“
E t par dage gik derpå for hende under bøn og
indre kamp. Endelig kom hun til en afgørelse, og blev
glad og frejdig, tvivlede nu ikke længer; men legemet
bukkede under, i 3 dage kunde hun ikke tale. Noget
pinede hende alligevel, den u ro , jeg m åtte svæve i;
broderen var borte, og skrive først til mig, kunde hun
jo dog ikke.
Im idlertid havde jeg gået i en halv døs, læste, red,
spaserede og vidste med alt det næppe, hvad jeg gjorde.
Tvivl og ængstelser for igennem mig, og jeg vilde tvinge