298 / 657
286
„Du skal indvie dit liv,“ sagde jeg til mig selv, „til
en ator tanke: N o r d e n s f o r e n i n g i ånd og sandhéd,
det mål, Nordens historie selv ha r sat sig.“ Jeg havde
mærket, a t min indbildningskraft var mere genfræm-
stillende end selvskabende; a t den netop derfor egnede
sig for historikeren langt mere end for digteren, så jeg
derimod ikke. Mit håb stod endnu til en virksomhed
som d i g t e r , skønt jeg ingenlunde overskattede, hvad
jeg hidtil havde fræmbragt. Dermed lod kaldet som
h i s t o r i k e r , mente jeg, sig meget godt forene; var ikke
Grundtvig og Geijer, to af Nordens ypperste mænd, både
skjalde og sagamænd?
J a historien skulde endog indtage en fræmragende
plads i min virksomhed, folkelig historie, der kunde
vække folket; ved skrifter og levende foredrag, hvortil
jeg tiltrode mig ævner, vilde jeg i større kredse virke,
måske alt på en rejse i Sverige, i alt fald ved min
hjemkomst. Det var den ene grund, hvorfor min dis
pu tats skulde indsendes til det filosofiske faku ltet, da
jeg vilde have re t til forelæsninger over historien. Den
anden grund var, a t jeg ikke kunde tro mig sønderligt
vel set i det teologiske. For fristelserne af lærd hovmod
var jeg, trods min hovmodige natur, ikke i nogen høj
grad udsat. Det var mig alt for pedantisk, og følelsen
af, hvor lidet vi i grunden vide, vandt desuden styrke,
som mine kundskaber tog t i l ; men den holdt fristelserne
forholdsvis i afstand.
En a k a d e m i s k stilling, véd man, var mit lønlige
ønske, skønt jeg havde gået en usædvanlig vej, på fri
hånd. Den fik jeg endelig også, da tidernes strøm
vendte sig, men mange år derefter og uden egen med
virkning, helt uvæntet; jeg m åtte først bøjes og tugtes
og tildannes, så var det modent. Bankdirektør Hansens
og etatsråd A. Hansens fader, en ægte dannemand, sagde
en gang til mig: „ja den gamle der oppe er en god
portion klogere end al verdsens vise; han står dog til