300 / 657
2 8 8
små villigheder og høfligheder h a r jeg desuden aldrig
været stærk i. Jeg kunde endog med flid hele aftenen
indlade mig med alle andre undtagen hende og så godt
som vende hende ryggen, noget der ellers ikke blev
hende budt.
Man ta lte meget om mig i familjen. „Nej, hvor han
dog må være forfængelig!“ sagde den ene datter, Emilie.
„Hvem?“ spurgte Julie.
„Ih, den ældste Hammerich!
Han ser sig jo hvert øjeblik i spejlet.“ „Men han er
også et kønt menneske,“ sagde moderen. Ved samme
lejlighed kom da min tilsyneladende kulde mod Julie på
tale; „hun havde,“ hed det, „vel ikke varet sig nok og
sagt et eller andet, jeg kunde lægge galt u d !“
Hun fra sin side var venlig, som mod alle, og talte
gærne med mig, selv om de alvorligste ting. En dag
bad hun mig meget indstændigt komme til næste konsert,
og da jeg gjorde undskyldninger, føjede hun til: „De
kommer nok for min skyld.“ Jeg havde helt overhørt
det, men hendes moder hørte det og sagde siden: „jeg
havde dog aldrig troet, at din ellers så fine tak t for det
passende i den grad kunde svigte dig!“
Hun lå en sommer med sin broder på landet i
Hummeltofte, hændelsesvis kom jeg forbi, hun sad ved
vinduet, og jeg hilste noget overrasket. „Dér gik den
unge Hamm erich!“ sagde hun til broderen. „Så, tog
du ikke fejl?“
„Nej, jeg kændte ham på blikket.“
„Det blik skal du slet ikke bryde dig om, sådan er han
mod alle dam er!“ De talede endnu mere om os, og
han ytrede: „man sagde i byen, jeg havde nok tanker
til en køn ung pige af min familje.“
En eneste gang blussede der noget mere end a l
mindeligt op imellem os. Min broder og jeg havde gjort
en undtagelse og kom, uden ligefræm a t være indbudte,
en nytårsaften til Scheuermanns. Der blev slået ægge
hvide op i et glas og taget varsel deraf; man satte også
valnødskaller med smålys ud som både i et vandfad,