306 / 657
294
Kloppstock, „lad dem dog løbe med, dér ha r De mit ur
i pan t for drengene!“
Gramle Preisler var i hele sin færd den fromme,
gudhengivne mand; han efterlod sine børn ingen formue,
men et testamente, hvori han først og sidst lagde dem
på hjærte, a t holde fast ved sin Gud og frelser: „det er
min faderlige vilje og min eneste rigdom .“ Hans hu stru
var også af fremmed, måske fransk blod; det hed sig,
at Holberg i sin tid havde friet til hende. En af børnene
skulde gå den diplomatiske vej, da forelskede han sig i
en skuespillerinde og blev selv skuespiller til stor sorg
for familjen. En anden søn blev kobberstikker og ud
mærket i sit fag.
G r a n d m a m a blev 16 år gammel gift med gros
serer Z in n . Hun elskede en anden, den præst, der
havde konfirmeret hende, men bøjede sig for forældrenes
ønske. „Og jeg ha r aldrig ang ret det,“ sagde hun, „er
det ikke sandt, hvad der stå r skrevet: der E ltern Segen
bauet den Kindern H iitten?“ Hun forestod det store
hus, viste sig i gammel stil jævnligt i køkkenet i sin
silkekjole, med hvidt overtræk over, og var med, når
maden skulde laves; „det skyldte hun,“ sagde hun, „sin
mand og sin h e rre .“ Men klæde sig selv på, kunde hun
ikke, hun holdt kammerjomfru og frisør.
Hvor god og from en sjæl var hun ikke! En dag
havde pigen sparket til hendes lille yndling, skødehunden,
så hun, der den gang var gammel, blev vred og skændte.
Straks var det ovre, hun kaldte pigen ind og bad hende
om forladelse, „og dér har hun disse fem rigsdaler at
købe sig en ny kjole for!“ En slægtning, af gammel
adelig slægt, var herskesyg og fuld af luner; en gang
havde denne i flere dage med flid ikke sat sin fod nede
hos hende, hvem dog ellers alle familjens medlemmer
viste den største kærlighed og dagligt så ind til.
Da kaldte den gamle på sin kammerjomfru og for
langte sin silkekjole og det kønne hovedtøj, hun nylig