304 / 657
292
blussende rød blev hun stående uden for og måtte med
magt tage sig sammen, inden hun havde mod til at
ringe på.
Hen på efterm iddagen kom jeg igen, fik fruen i tale
under fire øjne og meddelte hende da mit ærende. Over
rask e t faldt hun mig om h a ls e n : „det var hende ret
inderligt kært, især fordi jeg vel bædst kunde helbrede
Julie for den religjøse melankoli, hun var tilbøjelig til.“
Næste dag var vi hos fader. Julies væsen tilta lte ham,
og han fandt, hun havde nogen lighed med min afdøde
moder, min broder var glad; jom fru P rehn iagttog hende
skarpt fra siden af, som hendes vane var.
Den nye f o r l o v e l s e gjorde lykke i den scheuer-
mannske familje, men den kom så uvæntet. Julies fætter,
Thalbitzer på Katrinebjærg, udbrød ved efterretningen
om den: „å snak, det er ikke m uligt!“ „Men det er
alligevel sandt, du kan være vis derp å!“ „Ja så må
han også have spy ttet hende i øjnene! For de andre,
der krøb for hende, kimsede hun ad !“ Hendes søskende
barn, fru Emma Hartmann, råb te på sin ejendommelige,
spøgefulde måde, da hun skulde gætte, hvem den lykke
lige var: „for Gud i himlens skyld, det er dog aldrig
Dodt,“ en gammel, 60 årig stamgæst i familjen. Den
gang Julie forestillede mig hos Hartmanns, faldt Emma
mig om halsen og kyssede mig: „se så, nu er det gjort!
Han er en prægtig fyr! Værs’go Julie, dér stå r H a rt
mann, ham må du gærne kysse igen!“
Det var en højst ejendommelig f a m i lje , den Scheuer-
mann-Zinnske, som jeg nu kom ind i, eneste i sit slags
og vidt forskellig fra min egen. Der var fremmed, liden
skabeligt blod i den, mest tysk, også megen smag for
det engelske væsen; fræmfor alt og hos alle familjens
medlemmer en udpræget sans for musik, den gaug endnu
en sjældenhed i Danmark. Hvor livlig og morsom var
tonen ikke, stundom for livlig i grunden til at være ret
hyggelig. Der taledes højt, så man i frastand kunde tro,