301 / 657
289
hvor da hver fik sin båd. Så rørte man i vandet,
bådene skulde sejle, og det gjaldt om, hvem der kom
til a t sejle sammen. Tilfældet bragte nu min og hendes
båd en stund sammen og lod dem følges ad til målet;
man lo og klappede, begge blev vi røde. Det var i en
egen stemning, jeg gik hjem den aften. Nytårsdag var
jeg der atter for a t høre, hvordan det havde gået med
æggehviden, den, som var slået op for mig, lignede en
kirke, hed det.
Jomfru Prehn spejdede imens med flid mine veje,
hun hørte mig og min broder ofte tale om frøken Julie
og hendes kønne spil, og derved spidsede hun øren. Så
indhentedes efterretninger om den scheuermannske familje,
der var meget kændt og havde sine påfaldende egen
heder; hun fortalte løst og fast, gærne med en smule
ondskab, helst det, hun mente, man kunde gøre sig lystig
over: „oho, Scheuermanns!“ Jeg kændte det nu så
godt, havde også fået mig hendes karaktérbillede i min
skitsebog, og hendes snak gjorde ikke længer det ind
tryk som tidligere. Frøken Julie blev desuden i al
mindelighed omtalt som den elskværdigste i familjen,
kun et vist hang til religiøst sværmeri ankede man på.
Jeg sad, som jeg har skildret det, fordybet i studier
og indre kampe i maj måned 1833. Hvad var det da,
der med ét dukkede fræm i min sjæl, hvorfor kom denne
unge pige mig ideligt og ideligt i tanke? Ja, jeg syntes
om hende, og det var jo ikke første gang, jeg blev det
vår, hendes elskværdighed, hendes fromme sind indtog
mig.
„Men det går vel nok over,“ tænkte jeg igen.
Følelsen blev imidlertid stærkere og stærkere, så det over
raskede mig, den lod sig ikke længer afvise; „det er
følgen af den dybere selvbevidsthed, du er i færd med
a t vågne til,“ sagde jeg til mig selv og skrev i dag
bogen. Jeg anede altså, hvad den bar i sit skød. Alle
indvendinger, hentede fra mine travle studier og den
19